Da jeg var nede og handle i dag, fik jeg pludselig en inderlig trang til sild. Jeg plejer aldrig selv at købe sild, men guffer det gerne i mig, når det kommer på bordet når jeg er gæst ved påskefrokoster og sådan. Men nu behøvede jeg, trængte jeg, måtte jeg bare have sild, lige NU! Jeg tjekkede udvalget, og selvom jeg så afgjort foretrækker karrysilden, valgte jeg at lade den stå, da den har et alt for højt fedtindhold, og anoreksi-filteret sætter ind. I stedet tog jeg et andet glas, der hed noget så åndssvagt som ”Jubel Sild”. Jeg ser en hel flok festklædte sild, sidde og more sig, mens de klapper ivrigt med deres små fine finner. Ren jubel.

Da jeg kom hjem, fiksede jeg hurtig 2 lækre runddommer, og satte mig godt til rette ved stue bordet. Sildene smagte virkelig pragtfuldt. De vakte… jubel.

Og mens jeg fører den ene bid sild ind efter den anden, i min glubske mund, kom jeg i tanke om da jeg var barn, og var til de store familie kom-sammen. Dengang afskyede jeg sild, bare lugten af det "BVADR", og jeg husker hvor ulækkert jeg fandt det, når mine bedsteforældre sad og åd sild, og skyllede det ned med den ene gang snaps, efter den anden. Intet forekom mig mere klamt, og jeg husker at jeg tænkte: når du begynder at spise sild og drikke snaps, så er du gammel!

Shit...

MEN JEG DRIKKER ALTSÅ IKKE SNAPS!






(endnu...)