Pudsigt nok skete det samme dag, hvor mine brødre og jeg skulle have en hyggeaften og genopfriske den frygtelige tragedie som vi alle har gennemgået.
Mens lasagnen stod og hyggede sig i ovnen ringede hun..igen...fuld..igen.
Og så kammede jeg over..igen!
Men med så meget kraft at jeg næsten ikke kunne høre hvad jeg sagde og med så meget vrede og gråd, at jeg næsten ikke kunne råbe noget.

men hun fik besked. Og nu 2 dage efter har jeg selvfølgelig ikke hørt fra hende...igenigen.

Helt perfekt kom mine 3 lækre brødre en time senere og jeg kunne få brækket alt det lort op som jeg havde indeni min krop.
Og vi fik snakket og snakket og snakket og jeg fik øjnene op for en far som egentlig var et dumt svin på mange områder, men hvor han altid vil være min helt, fordi det er sådan jeg husker ham.

Vi tog dagen næsten time for time. Vi røg tilbage i fortiden uden at gjorde alt for ondt og det var så fandens hyggeligt.
Og jeg tror at min lillebror nød det i fulde drag.
Det gjorde vi alle!
Og vi grinede...hold kæft hvor vi grinede og jeg så vores far i os alle sammen og han hyggede sig..gevaldigt.

Bagefter og dagen efter kom den sædvanlige dårlige samvittighed over mit sædvanlige udbrud, men den var ikke så slem som den plejer at være.
Hun skal jo have det at vide, spørgsmålet er bare om hun husker det når ædruheden sparker hende i hovedet og minder hende om hvor egoistisk hun er.
Men jeg har aldrig brudt mig om at sparke een der ligger ned, problemet er bare at hun ikke vil tage imod den hånd der er foran hende til at hjælpe hende op.

Det er svært.


og hårdt.

Men mine 3 skytsengle vil altid være der for mig og jeg for dem. Det er helt sikkert.

Hold kæft hvor jeg dog elsker dem.

Måske skulle jeg sige det til dem engang....hvis jeg tør!!!!!!!