Man skulle tro det var løgn.
Først troede jeg det var skinken fra i går som lå dér i den gennemsigtige plastic bøtte på skrivebordet.
Den havde ca. samme størrelse og var så tyk som en finger. Samme meget lysebrune farve.
Denne hér fyr var knap så harmløs som gårsdagens skink - som af nogle kaldes et benløst firben.
Denne her var en Dugite slange og meget giftig. Også selv om dette var et ungt og lille eksemplar, så er den nøjagtigt lige så giftig som en voksen én af slagsen.
Vores instruktør, Stuart, havde fanget den i lagerrummet i morges og nu stod den altså dér på skrivebordet ude i værkstedet til alles beskuelse, rullet sammen, men årvågen og tungen konstant spillende.
Stuart ville lukke den ud i sumpen når han kørte hjem senere, sagde han.
Gys alt det kryb, bryder jeg mig altså ikke om.
Det er heller ikke sådan at man går og vader i slanger og kryb alle vegne. Faktisk har jeg kun set slanger på afstand i zoologisk have og The Reptile Centre ikke så langt herfra.
To gange hvor vi har været på tur har jeg set dem i vejkanten. Ellers har de ligget og været kørt ned midt på vejen.

Det er også sådan med det fleste slanger at de forsøger at flygte og angriber kun, hvis de føler sig truet eller hvis man kommer til at træde på én. Man skal ikke vade rundt i højt græs hvor man ikke kan se hvad der er, i hvert fald ikke om sommeren.
Hér omkring huset hvor jeg bor er der - så vidt jeg véd - kun firben som piler rundt på væggen i solen om dagen og de grønne tree-frogs som nogen gange sidder ude på terassen om aftenen.