Puha det er da et rigtig dårligt vejr udenfor. Og oven i det har jeg lige fået at vide at jeg skal til et møde om den pige på 13 år jeg er kontaktperson for.
Den stakkels pige er vildt forvirret og frustreret over at være teenager, og over at have meninger som ikke må siges højt fordi man ikke er så gammel.

Hendes skole har lavet en underetning på hende. Delvist fejlagtig aktion. De vil have et møde med kommunen for at få hjælp til en pige der som 13 årig ryger med sin mors tilladelse, har været rigtig fuld en gang sidste år, og som er indbydende overfor drenge der er to år ældre end hende selv.

Men hele sagens kerne er at pigen optræder forstyrrende og provokerende i timerne. (det har man bare ikke sagt i underretningen)

Helt ærligt hvor er vi henne når folkeskolen begynder at lave underretninger på et problem som de ikke engang beskriver i den??????

Pigens forældre blev skilt for snart to år siden, og hendes bedste venindes mor dør på sammen tid af uvidste årsager.

Selvfølgelig er denne pige forvirret, og selvfølgelig skal hun afreagere et eller andet sted. Man gør det ikke hjemme, fordi mor har det svart nok men tre drenge udover pigen, og man siger ikke så meget til veninden fordi hun er knust over at have mistet sin mor i en meget ung alder.

Næ man gør det i skolen for det er alligevel ikke nogle man ser på hele tiden. Og helst på lærerne fordi de alligevel giver en skylden for nogle ting som man beviseligt ikke har været med til.

Helt personligt er jeg meget glad for at jeg ikke har børn i skolealderen. Tænk hvis der kom en underretning ind af døren her der sagde ; Dit barn er en vred og frustreret teenager der kan være til fare for sig selv fordi dig og din mand ikke nøsvendigvis opfylder alle krav til det at være forældre i dag.

Det er næsten sådan der står i den omtalte underretning, og jeg er målløs. Jeg arbejder til hverdag med børn og unge i alderen 10 til 18 år, og jeg ved godt at skal man lave en underretning skal der være kød på og nogle hårde facts. Kan man ikke fremvise dette, skal det være et bekymringsbrev, hvori man kan udvise sin bekymring over det pågældende barn, og ikke søge efter en kommunal løsning med det samme.

For mig virker det mest som om skolen i det her tilfælde ikke har gjort noget for at sætte sig lidt ind i pigens situation og evt. hjælpe hende med at bekæmpe sine problemer på en stille og rolig facon.

Jeg kender skolen, jeg kender de lærere der er med i sagen, og jeg arbejder to min. gang fra dem hver dag. Dette var bare lige et sted at komme af med mine frustrationer over den behandling både mor og datter har fået fra skolen. Jeg er 220% inde i sagen og jeg har selvfølgelig kun kunne skrive det overfladiske her da jeg ikke må tale om det, men hold da kæft hvor er det svært at lade en skole opføre sig på denne måde i det uvisse for andre folk.

Men det hjalp da mig til at få lukket lidt luft af ballonen inden jeg skal til møde med både skole kommune og den stakkels mor.