Her er jeg igen med en lille trist dagbog. Hvad vil jeg og hvor vll jeg hen? Jo, det eneste jeg ønsker, er at vende tilbage til min gamle hverdag, som den var før jul og nytår.

Nu synes jeg, at jeg har været længe nok i ingenmandsland - det land, der er fuldt af stejle bakkeskråninger og dybe dale, kæmpe søer og brusende vandfald men som også ind imellem har smukke farbare egne, hvor det er let at vandre. Alt i landet skall passeres og det giver sved, blod og tårer at kravle rundt i det bakkefyldte terræn. Jeg vandrer rundt helt alene - uden guide og uden at der er nogen, som jeg ville bede om støtte og hjælp fra. Jeg vil ud igen - ud til min hverdag og mit liv.

Hverdagen flyder bare ud i ingenting. Intet formår jeg - jeg kan jo heller ikke være tilstede, når jeg vandrer ørkeløst rumdt i ingenmandsland. Jeg bliver træt af al den vandren rundt - kan sove hele tiden, men bliver holdt vågen af en trang til at nå næste top i ingenmandsland.

Jeg vil ud - jeg vil være gamle, glade Nellemor igen - skriger den fornuftige kvinde i mig, mens den lille forvirrede pigebarn i mig tuder og raser for at få lov at blive i ingenmandsland - det forjættede land, hvor der måske gemmer sig noget godt bag næste bakkedrag og bag de store træer - blot for med smerte og tårer igen opleve et kaos fyldt af svigt og skuffelser. Der er meget smukt i ingenmandsland - men jeg tror kun, at det er på facaden. Rør man ved det smukke, preller skallen af og man ser dulgt ind i råddenskabet.

Jeg er i en tilstand, der gør at jeg har det bedst i ingenmandsland - men nu vil jeg forsøge at komme ud af denne tilstand. Jeg vil til at fungere som et helt menneske igen. Jeg vil sætte mig mål for min hverdag. Denne måde, denne tilstand som er realistk lige nu. er ikke holdbar og ikke værdig. Der mangles respekt og kontakt. Et venskab kan ikke bygges på ensidig kommunikation og kan ikke klare for mange svigt - så går noget itu. Noget indeni mig går i tusind stykker. Det giver smerter - det vil også give smerter og savn at forlade ingenmandsland, men det kan umuligt give så meget smerte, som de doser af forskelige størrelser, som jeg får daglg. Så lad mig være fuld af smerter og sorg så længe det står på - så jeg kan slippe ud af ingenmandsland. Ja - det vil jeg prøve - skriver jeg i tøvende stund, men i længden er det for ensomt og ikke mit liv værdigt at gå rundt her i ingenmandsland. Hjælp mig ud - please - det her har jeg ikke fortjent.

Tja -det var bare lige lidt om, hvor jeg befinder mig. Jeg vil begive mig videre på min ensomme vej i ingenmandsland - måske finder jeg vejen ud i friheden - netop i dag. Hjælp mig ud

Hyggehejsa fra en ensom vandrende Nellemor.