Jeg går med en masse blandede følelser inde i mig og ved ikke rigtig, hvordan jeg skal tackle det hele. Eller jo, - det ved jeg godt, men angst, skyldsfølelse, blufærdighed og vrede står i vejen og jeg har egentligt heller ikke lyst til at bringe emnet på bane igen overfor dig, der uden varsel involverede mig i dine inderste tanker. Jeg blev lamslået og kunne næsten ikke sige noget. Min forsvarsmekanisme gik i gang med det samme og jeg blev stum. Bagefter har jeg gået og tænkt og tænkt og egentligt haft det meget svært med det. Mine overbevisninger siger mig, at det er noget, som jeg må holde for mig selv, for jeg er så flov og skamfuld over at bringe emnet på bane. Jeg ville gerne tale om det med mine nærmeste, men kan slet ikke og tør heller ikke.

Det har overhoved ikke noget med mig at gøre, men hvorfor skulle jeg blandes ind i de tanker og ønsker. Hvorfor, hvorfor hvorfor.... noget smukt, fortroligt og godt har fået en dyb revne, som kan blive svært at klinke sammen igen. Angsten og blufærdigheden er kommet frem i lys lue. En blufærdighed, som er blevet formindsket med årene ved kærlighed, tryghed og fortrolighed, er brudt ud i lys lue igen sammen med angst og skamfuldhed.

Jeg er vred og jeg er ked af det og jeg ved ikke min levende råd. Jeg må have mine tanker på plads, men samtidig spørger jeg dig om, hvordan kan du dog bringe sådanne tanker frem og lufte overfor mig.

Jeg er skuffet - jeg er vred - jeg er bange - men jeg måtte have luft.

Derfor har jeg skrevet denne dagbog -

Hilsen fra Nellemor.