Hey dagbog, - jeg er nød til at se realistisk på de sidste ord jeg fik inden jeg gik på ferie. Der er ikke noget håb, blot ord der står tilbage i ensomhed. En nars erindringer, brugt som bandage på et grædene hjerte.

Men alt hvad jeg har er forstummede ord, sagt tilbage i nær tid. Overraskende, venlige og hjerte varme ord..pædago studerende er bare venligere...åbenbart...."du ser sød ud med hatten på" - var det bedre hvis jeg hev hatten ned over ansigtet..."Nej da, -" jeg husker ikke de sidste ord og efterfølgende ord så godt..men jeg ved der ikke er noget håb der, da der er en anden. Det skete den dag jeg sang..og vedkommende var der...ord er taknemmelige, ord danner billeder af drømme på godt og ondt.

Jeg hader venskaber, de efterlader mig altid der hvor man ikke må elske...og jeg har så meget kærlighed...sådan et spild.