Gået i stå....
Tjaaee, - føler mig i hvert fald gået i stå, orker ingenting...
Sidder og kikker på må og få på alle de mange breve jeg burde gøre noget ved, svare på...
På det stof der gerne sku' hænge i mit køkkenvindue som gardiner, det stof der sku' på mine nymalede stole, på billeder der ska' sorteres, en masse her på computeren der skulle sorteres...
MAC, jeg ka' bare ikke hænge sammen, få noget til at hænge sammen…
Eller det gør jeg jo, får da vasket lidt tøj og vasket lidt op…
Mad ? tjoeee, vi får da noget (hmm, har jeg fået noget i dag ??)
Jeg er bare så TRÆT ! Hele tiden…

I sorggruppen i aftes mente de, jeg trænger til den helt store nedtur… Det gør jeg nok, men hver gang jeg mærker den, kvæler jeg den jo… Af hensyn til de andre… Forbandede hensynsbetændelse !!!
Alene med pigerne tør jeg ikke – de bli'r så bange…
Med kæresten, gør jeg det ikke, - vil jo så gerne nyde vores tid sammen… Og ikke tære mere på vores forhold, da det vil være ham, der ta'r fri fra job for at være om mig… Han gjorde det for et års tid siden, da jeg gik helt ned, i et døgns tid vel… og det er ham, der har båret mig siden den forbandede dag, 23-11-02…

Samtidig sidder jeg og tuder bare ved tanken om det bryllup, vi skal til… Har ikke svaret endnu, kryber vel udenom, men jeg har sgu ikke lyst !!!
De foreslog i aftes, jeg ku' lade pigerne køre med andre til bryllup, men ka' jeg gøre det ?? Det vil helt sikkert ikke være velset i familien……
Har jeg bare for ondt af mig selv?
Ondt af mine drenge, har jeg !! Det gør sgu da ondt, de ikke får den glæde at gifte sig…
Gør ondt, der uværgeligt vil blive skrålet "de skal leve" og alle de der skålsange…
Jeg orker det IKKE !!!
Ikke mere bryllupssnak nu, jeg gider ikke…

Puuhaa, hvor er det bare træls, - den ene dag går det da nogenlunde, har en masse planer og ideer i tankerne, maling, syning, skrivning… Ja, i hovedet, men kommer det videre, nææeee…
Vil så meget, men orker det bare ikke…
I går var jeg oppe i "igen", Kræftens Bekæmpelses store genbrugsbutik…
Var der oppe i sidste uge, bare for at se hvad der var, - genbrug er en go' ting for en slunken pengepung !
(købte faktisk en ny gammel sofa… 300, -)
Fandt ud af, jeg kender en deroppe, én der kendte drengene, og en af de meget få, der snakker når vi mødes… (har kendt ham siden drengene var små, gik til efterfødsel med hans kone og søn)
Jeg har aftalt at prøve at være deroppe nogle timer en enkelt dag om ugen…
Lige nu… ved jeg ikke, om jeg orker det, - i går var jeg opsat på det…
suk…

Den anden dag fik jeg en hilsen her, fra en der mener at læse jeg er på vej ud i livet igen, at min energi er vendt tilbage…
tjaaee, - det ka' være, det lyder sådan når jeg skriver her til dig, MAC, - men ord er altså så taknemmelige, viser jo ikke hvordan tingene går for sig…
Energi ?? Ok, jeg fik da ryddet en del i sidste uge, men for dælen da, hvor tog det lang tid… Og hvor er jeg bare FLAD bagefter…
Ud i livet ??
Ud i det liv, hvor mine drenge mangler i den grad ?? Det liv de aldrig får lov at opleve ?? Det liv, jeg ga' dem, men som en idiot fratog dem ??? Hvad skulle jeg da gøre der ??
Mit liv er her, for mine piger, så meget jeg nu orker…

Ja ja, MAC, - jeg ka' godt se, det er den rene ynk og klynk, det her dagbogsblad… men det er altså sådan jeg har det...
Ta' dig sammen, vær noget for dine piger, lev livet for/med dem, kom videre, tænk på noget andet…
Jeg ka' høre alle de tomme fraser, kender dem jo, har hørt dem så mange gange…
Men jeg kan bare ikke lige gøre det…
Forleden da jeg sku' hente stof til gardiner, kørte jeg med bussen forbi Mathias's kollegium, den Mc'Donalds han arbejdede på og teknisk skole, hvor Andreas gik… Det ligger indenfor få hundrede meter…
Har kørt den vej en del gange, men lige dér, fik jeg bare en kæmpeknude i maven, og tårerne løb…
Jeg havde dårligt opdaget, vi var nået dertil…!!!