Kære elskede Mathias, kære elskede Andreas.

November igen... Den 23. november igen. For 11. gang den 23. november uden jer... For 11. gang bliver det jul uden jer...

Jeg fatter ikke, stadig ikke, at I bare er væk, at jeg absolut intet kan gøre for at se jer igen, for at få jer tilbage til livet, til det liv, der skulle have varet til I blev tussegamle... Hvorfor?

Hvorfor fik I ikke lov at blive her? Hvorfor måtte I ikke blive voksne og få det liv, I blev født til? Et liv med koner og børn måske - som chaufføren har fået - et liv med de job, I så frem imod...

Århh hvor er der stadig mange hvorfor'er, hvorfor'er der aldrig bliver besvaret.

Kan I følge med på en eller anden måde? Kan I se og høre, hvad der sker her hos os? Har I fulgt med jeres små søstre, der nu er voksne - studenter og nu studerende?
Puuha, ved at se på dem, er det så tydeligt, hvor længe siden, I var her.

Kære drenge, ved I, kan I mærke, hvor ondt det gør, at I ikke er her? Hvor savnede I er? Men savnede er I, i dén grad... I mangler bare i alt, hvad der sker her ! Og det gør så ondt !

Jeg håber det er i orden med jer, at jeg fortæller om jer, og jeres sidste biltur. (I kan jo ikke protestere, så jeg fortsætter).
Håbet er at andre forældre ikke skal miste børn, at andre unge ikke skal dø på den grusomme måde. Ingen skal dø på den måde.

Der dukkede lige nogle ord op på Facebook (jamen, I aner jo ikke engang hvad Facebook er... ) som bare passer til mit maskeliv:

Faking a smile,
is so much easier
than explaining
why you are sad.


De allerkærligste hilsener,
med det dybeste savn,
mor