I dag er det som om, det slet ikke bliver lyst. Fra morgenstunden var alt indhyllet i tåge, som kun langsomt lettede og gav udsigt til et tungt og lavt hængende skydække. På en tur i parken gik det også op for mig, at træerne nu har tabt de sidste blade, så de lystige og flotte efterårsfarver er afløst af de mørke stammer og grene, som i det triste vejr ser endnu mere sorte ud, end de egentlig er.

Men alligevel fornemmede jeg den kraft, der er i naturen. Hvilken overflod af blade har træerne ikke produceret i sommer – blade som nu blot synes uden værdi og til besvær for viceværter og andre, som har til opgave at holde orden og renlighed på veje og fortove. Heldigvis er der mange områder, hvor bladene får lov at ligge og indgå i naturens orden. For selv om bladenes liv har været kort og hektisk, og de nu synes værdiløse, indgår de i et kredsløb og repræsenterer der den kraft, som igen får det hele til at skyde frem, når foråret om nogle ganske få måneder melder sin ankomst.

Og selv om jeg frøs gevaldigt om fingrene forleden, var det også livsbekræftende at lægge nye tulipanløg i jorden og forestille sig, hvordan de vil tage sig ud, når de helt på naturens bud bryder frem og pynter op i forsommeren.

Det er tanker, som varmer om hjertet på en mørk og trist novemberdag, hvor vi må se frem til, at det bare i den næste måneds tid vil blive mørkere og mørkere.