Har pt. det svært ved tanken om døden. Jeg bliver helt vild ked af det. Tankerne kredser om det der engang var, og det der er nu. Jeg vil have min far tilbage. Er forbistret på sygdommen, og det den gør. Hvis jeg kunne- ville jeg have slået den af helvedes til. Det er der at høre til, i helvede. Den skal ikke have ret til at komme her, og bestemme over livet og muligvis døden. Det er min far, og det er der ingen som kan tage fra mig. Ved at vi alle skal den vej på et tidspunkt, men magter ikke at se det i øjerne. Føler mig hjælpeløs. Undgår så vidt som mulig, at se noget i fjernsynet eller læse ugeblade, hvor døden på den ene eller anden måde indgår. Det fremprovokerer følelserne og tårerne.

Jeg er ikke specielt kristen, men folder alligevel mine hænder, og beder en lille bøn for min elskede far.