Det er efterhånden ved at være længe siden, at jeg har skrevet noget i min net-dagbog. Den jeg har i bogform, bliver der til gengæld skrevet i hver dag. Jeg skal holde min håndskrift ved lige. Min pæne håndskrift, som jeg var så stolt af - nu er den blevet så lille og gnidende.

Jeg har fået dommen. Jeg var hos neurolog i sidste uge og han sagde, at han var næsten 100 procent sikker på, at det er Parkinson, som jeg har. Symptomerne er der. Rysten på min højre arm og stivhed i højre skulder og lidt stivnende mimik. OK. Endeligt har jeg erkendt, at så er det sådan.

Jeg har ellers kæmpet bravt imod i over 2 år. Jeg fejlede sgu´ ikke noget og det rysten måtte være nogle nerver, som sad i klemme. Jeg var så fokuseret på at være rask og jeg nægtede enhver snak om, at jeg kunne fejle noget.

For ikke så længe siden fandt jeg ud af, at det ikke dur at fortrænge mine mørke sider, men istedet erkende og acceptere at de er der. Jeg fandt ud af, at det ikke duede at foregive mig som rask, når jeg nu havde en sygdom og med så iøjenfaldende symptomer, som at ryste på armen og slæbe på benet. Efter at have accepteret min sygdom er jeg begyndt at kunne slappe af. Det var utrolig megen energi, som jeg skulle bruge på at være "rask".

Ved at acceptere min sygdom blev jeg også parat til at gå i gang med en medicinsk behandling, som helst skulle tage de værste symptomer. Det bliver så spændende. Det tager 7 uger at optrappe til den ønskede dosis, som gerne skulle give en god effekt.

Det giver nogle spekulationer om fremtiden, men hvorfor skulle den ikke kunne blive ligeså god, som hvis jeg ikke havde fået Parkinson. Nu er det sådan og det kan jeg ikke lave om på, hvor meget jeg end prøver at skjule, fortrænge og bortforklare. Jeg har fået en følgesvend, en Parkinson "fætter" men som sagt, så håber jeg at kunne dæmpe og dobe ham de næste mange år. Han vil altid være der - resten af mit liv og jeg kan ligeså godt blive fortrolig med ham først som sidst.

Heldigvis har jeg en utrolig opbakning og støtte fra min mand og børn. Vi tager tingene, som de kommer. "Fætter" er nu flyttet ind hos os, men han får ikke lov til at dominere. Ligeledes tager han med på arbejde hver dag. Kollegaerne er suveræne, søde og opmærksomme og endeligt har jeg også valgt at præsentere "Fætter" for dem. De er også parate til at støtte og hjælpe mig, når der er brug for det.

Ellers har jeg det godt. Det var godt lige at få tankerne banket ned i tasteturet og sat op på skærmen. Nu er det på tide, at få den næste lille pille og så er det ved at være sengetid for mig og "Fætter"

De kærligste hilsner og tanker fra Nellemor.