Det er den 1. september. To år i Canada og med blandede følelser.

Vi fik fat i frisk gær i lørdags og for første gang i to år satte vi tænderne i godt brød lørdag aften. Har været lidt sur på canadierne og deres overdrevne bekvemmelighed i et par uger (og sådan op og ned de sidste to år!!!), men i går vendte det efter at have set filmen "Bowling for Columbine". Det var godt nok en god film/dokumentar. Den sagde ikke noget jeg ikke havde tænkt i forvejen, men det var rart at få det smækket op på storskærmen, fremfor lille-skærmen bag øjenlågene!

Michael Moore siger vel egentlig det som mange tænker. Skræmmende, skræmmende, skræmmende! Han fremhævede så det faktum, at "vi" her i Canada har proportionelt lige så mange våben som de har syd for grænsen og alligevel så går "vi" mærkeligt nok ikke rundt og skyder hinanden så meget som de gør i USA. USA har squ altid været et sygt land set med mine øjne.... Der er ikke styr på en fis, alle gør hvad de har lyst til, udnytter hinanden og malker koen til det sidste. Når den så er tom så malker de bare en cola istedet for.

Nå, må lige tjekke til mit brød. Har endnu et brød til hævning og glæder mig til at vælte mig i rigtigt gærbrød om en times tid :o)