Napoli: 4. damesolo )( Lyder musikken i ørerne.

Skybruddet fandt til Aarhus i nat og regnen har hængt ved siden. Lyset hænger gråt og mat imellem bygningerne, som draperinger over den firsporede vej udenfor mit vindue. Lige nu stilner det, men hvem ved hvor længe stilheden vil vare, når man kender den danske sommer ret.

I morgen er der også stilhed, efter en travl, fyldt, begivenhedsrig uge. Forude venter næste uge, stor og truende, fuld af aftaler, systemer og institutioner der skal jongleres, folk der skal mødes. Det er længe siden, jeg har skulle finde vej igennem fem dage, hvor der så godt som ingen pusterum er at gemme sig i. Hospitalet mandag, Alle Huset tirsdag, amerikansk venindebesøg onsdag, besøg af en gammel, kær veninde torsdag. Fredag ligger der endnu ingen aftaler, men jeg forestiller mig skam også at min krop får behov for en dag til sig selv. Til bare at være. I weekenden... ja, hvem ved.

Derfor står jeg lige nu stille her i denne stilhed, regnens stilhed og gråhedens stilhed, timerne før en veninde kommer og ser ballet med mig - vi skal drømme os lidt væk fra det danske sommervejr med en omgang Napoli, danset af Den Kongelige Ballet på DVD. Fuld af farver, varme og glæde. God musik.

Jeg må nyde, at der er tid, men selve tidens eksistens virker til at stresse mig. Jeg er ikke god til mellemtiden, jeg er ikke god til stoppet før min destination. Lige nu sidder jeg febrilsk og overvejer, hvad jeg kan give mig til, inden min veninde kommer, fordi tanken om bare at sidde stille og nyde ikke virker tillokkende overhovedet. Skræmmende, nærmere. Så skræmmende.

Så jeg må løbe rundt og finde på, tænker jeg. Fylde ud. Og sådan bliver også denne uge ligeså fyldt og proppet og ufremkommelig som den næste.