Nogle gange oplever jeg en form for ophold.
Alting omkring mig går i stå og jeg kan kun (endda knapt nok) være i mig selv, i mine egne følelser. Sådan et ophold har jeg lige stået i, det har varet mere end en måned nu, men været virkeligt dybt og hårdt (som kløfter og sten) de seneste par uger. Jeg får skrevet lidt, men ikke altid på det jeg gerne ville. Jeg kan ikke koncentrere mig om flere ting af gangen, tankerne centreres om bekymringer og ængstelse, om hvordan'er og hvorfor'er som jeg ikke kan besvare og som jeg føler mig skyldig over, ikke at kunne forholde mig til. Jeg bliver et mørkt væsen, en mørk sjæl og alting synes at tage farve derefter, bliver hvidt og gråt og sort, indfarves i alle nuancer derimellem. Det er som et par briller jeg tager på, solbriller der kaster alting i skygge og holder solen væk, virkeligt holder mig på afstand af lyset.
Det er dog forår nu og det mærker jeg. Jeg ser hvor lange dagene er blevet, jeg fornemmer varmen fra solen og farverne fra blomsterne, al det himmelblå... Lilla og gult alle vegne. Det vindue jeg ser ud af lige nu, lægger Clemens Bro i et skarpt, klart skær og har prikket alle menneskene til i deres egne farveskalaer. Orange. Rød. Det blå synes at gå igen. Det grå er bare baggrunden, men skal det grå altid være baggrunden? Vil jeg aldrig slippe for det grå skær?
Det spørgsmål tror jeg, at jeg stiller mig hvert eneste forår, måske er det derfor jeg bliver så deprimeret og så rundt på gulvet. Fordi det er skræmmende at tænke på, altid at skulle male alting op imod en baggrund af grå.
Skriv kommentar
Dagbogsindlægget
Baggrundsfarvet er publiceret
26/03-2017 15:05 af
Syrene Hvid.
Log på for at skrive en kommentar til denne dagbog. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.