Onsdag formiddag. Regnen er endelig kommet og jeg nyder at se hvordan vinden river i trækronerne. Efteråret, min yndlingsårstid, er trådt ind og sommeren for alvor på retræte.

Jeg er børnefri i dag og har egentlig ikke særlig mange planer andet end et smut i Landsdown Mall og købe lækkerier til vores tur i weekenden. Anni's Deli ligger inde med alt fra gajoler til remoulade og det kunne være rart at overraske Morten med lidt guf når vi kommer frem til hytten.

Vi har lejet en hytte i 4 dage her i den lange Thanksgiving weekend. Kalkunen overlader vi til de indfødte og så lister vi os langt væk fra storbyens travlhed og nyder hinandens selskab, vandreture, kajaksejlads og ild i pejsen samt rødvin når Freja er lagt i seng.

I går havde jeg en dyb dyb dyb nedtur. De kommer sådan ind imellem. Jeg har længe gået og tænkt om jeg måske lider af en depression, men jeg tror simpelt hen bare det er min sjæl der udhungret skriger efter næring. Nogle at tale med om andet end bleer og børns sovetider.

Jeg møder mange mødre hvis største bekymring er, at deres barn ikke vil sove, spise eller høre efter. De problemer har jeg ikke. Måske er vi heldige. Måske er Freja virkelig bare et supereksemplar af et barn eller også er det bare fordi det hele tiden har været vigtigt for mig, at det netop IKKE blev midtpunktet i mit liv og derfor har vi altid taget problemerne i nakken når de dukkede op.

Det kan også tænkes, at fordi Morten og jeg er så enige om opdragelse så oplever Freja ikke denne underlægningstone af uenighed som jeg blandt andet selv er vokset op med i mit barndomshjem; "Du skal ikke sige det til far" eller "Mor er alt for blød" osv.

Dette siger jeg ikke for at pege fingre af mine forældre. De har givet mig et godt fundament, men lige præcis deres konstante kamp har nok smittet mere af på mig end de har ville det. Jeg var et følsomt barn; hørte og så alt, men sagde aldrig noget, stillede aldrig spørgsmål.

Nu stiller jeg til gengæld spørgsmål til hvad som helst. Jeg forstår f.eks. ikke hvorfor mange mennesker i dag fokuserer så meget på hvad man laver. Jeg er ved at være godt træt af denne sætning: "Har du så fået arbejde?" og efterfølgende når jeg har svaret, at jeg "bare" arbejder som frivillig får spørgsmålet: "Glæder du dig så ikke til at begynde at lave noget?". Det vil sige, det jeg laver nu er irrelevant i global sammenhæng. At opfostre sine børn er ligegyldigt, overlad det til pædagogerne? Men det er helt legalt at stille sådanne spørgsmål. Omvendt hvis jeg til en nybagt mor siger: "Har du virkelig tænkt dig at arbejde fuldtid når din datter kun er 6 mdr?" så falder der brænde ned. Det er jo det kvinderne har kæmpet for i 30 år; frigørelse fra kødgryderne. Den er jeg helt med på. DET FRIE VALG.

Der er ingen der tvinger mig til at gå hjemme med Freja, det er mit valg. Jeg vælger at give mit barn 2-3 år af min fulde opmærksomhed. De vitigste år af hendes liv. De år hvor hun har mest brug for min tryghed og min favn efter et fald på køkkengulvet. Det er nu fundamentet skal opbygges, set med mine øjne.

Hvorfor er vi mennesker så forhippede på, at vi ikke er noget uden et arbejde. Vores identitet er så stærkt forbundet med vores arbejde, at vi automatisk mister betydning når vi ikke får en lønseddel hver måned? Det er meget fortvivlende.

Heldigvis er Morten min tro væbner i den sag. Vi er et team, siger han. Det er ikke et spørgsmål om hvem der gør hvad, men et spørgsmål om at få hjulene til at køre. Pt. er det mig der kører hjulene herhjemme.

Det er altså derfor mit liv er omgæret af en del modsætninger for tiden. Jeg går hjemme og møder derfor en del andre som går hjemme. Dog ønsker jeg stadig at udvide min horisont og det fornemmer jeg altså ofte er som at slå hovedet mod sømmet.

Jeg er dog blevet inviteret til et møde med de lokale socialister. Måske det kunne udvikle sig? Jeg vil meget gerne lære den politiske scene bedre at kende inden vi rejser tilbage.