Hmm nu har jeg idag været hos lægen. Jeg har ikke haft mens i 66 dage, jeg har det fint, men jeg æder som et lille svin. ( plejer jeg bestemt ikke) Min læge siger at det ikke gør noget at man ikke får sin mens når man har det godt, men jeg vil jo gerne være gravid så det er lidt hårdt når den udebliver. Han mener at jeg skal tage en test mere i morgen tidlig, og så ser vi om den er negativ stadigvæk. Hvis den er det så skal op til en gynækolog og have foretaget nogle undersøgelser for at se om der er noget galt.

Min stedfar bliver mere og mere dårlig. Nu er han også på stesolider for at kunne kontrolerer den uro han har i kroppen. Og her troede jeg at jeg kunne kommer derind i weekenden og give dem den gode nyhed at jeg var gravid alligevel, så vi bare havde lidt at glæde os over i familien. Men lige nu som tingene ser ud har vi ikke noget at glæde os synderligt over.

Det er meget hårdt i øjeblikket med Eriks sygdom. Jeg græder stort set hver dag, og meget om morgenen, og hvis jeg kommer til at tænke på de ting vi har lavet sammen siden erik kom ind i mit liv så græder jeg rigtig meget. Men det er jo gode minder, og det er dem man skal holde fast i. Men fuck hvor er det altså pisse hårdt. og fandens uretfærdigt.