Socialiserer med folk, som i realiteten ikke er en del af mit liv. Snakker med dem, om begivenheder, som i realiteten ikke interesserer mig. Som i realiteten ikke interesserer dem. Beskæftiger mig med nøje udvalgte ting, som i realiteten ikke er valgt af mig.


Investerer sparsomme mængder af energi, og fokus - på alt hvad jeg "lige kan". Investerer sparsomme mængder af penge - som jeg "lige har". Investerer uanede mængder af tid, og fysik - på noget jeg "gerne vil være". Investerer en stor del af mig selv - på at "kæmpe for noget jeg vil".


Arbejder muskulaturer i stykker, smadrer mig selv, slider ethvert mobilt led til immobilitet, brager derudad, giver ikke en fuck for alle de folk der forsøger at søge øjenkontakt. Flyt jer, jeg skal forbi. Det her er så latterligt og abstrakt, og det er uden egentlig mening. Derfor stopper jeg med at skrive tarvelige sætninger ned nu. Hvorfor i alverden overhovedet blive ved, med at dele ud af noget, som i virkeligheden kun er mit sprog, og udelukkende forståeligt for mig selv?


Fordi jeg bruger det. Det er selvrealisering på mit eget niveau. Dette er på trods af, at jeg læser mine egne skriverier, og opdager hver fjerde måned, at jeg står præcis hvor jeg gjorde - jeg lærer blot mig selv, konstant at omformulere mit helvede, mit kaotiske liv, min fandens fucking tilværelse. Det fremstår så forandret, i takt med at mit intellekt forsvinder, og bliver til absolut intet.


Jeg betragtede engang mig selv som et intelligent menneske, som kunne dele ud af et eller andet brugbart, som kunne hjælpe andre. Jeg betragtede engang mig selv som et attraktivt menneske, som kunne forføre både mænd og kvinder. Jeg betragter i dag mig selv, med skuffelse, med væmmelse, med følelsen af, at ville forsvinde, og blive til intet.

Selvrealiseringen sker nu. Lige nu. Godnat motherfuckers.

- Kasper Lund.