Folk. De flokkes, samler sig på ganske lidt plads, i ganske store lokaler. De snakker så meget, om så lidt. De deler ud af erfaringer som de har. De deler også ud af erfaringer som de ikke har. Jeg ældes hurtigere, og jeg falder fra hinanden, hvis jeg forbliver i deres dødsyge selskab.

Folk. De flokkes, og presser sig sammen, skubber høfligt til hinanden. De kommer hinanden fysisk ved. De nyder godt af socialiseringen på tætteste hold, og de begriber ikke, at der rent faktisk eksisterer mennesker som ikke er interesserede.

Engang var jeg sindssyg god til skuespil. Engang investerede jeg uanede mængder af ressourcer på at rynke i panden, nikke på de rigtige tidspunkter og finde de interesserede ansigtsfolder. I dag er jeg fucking ligeglad.

Måske var jeg engang reelt interesseret i mine medmenneskers småhistorier. Deres smalltalk som ingen ende tager. Måske gav jeg rent faktisk en flyvende fuck for deres ævl, og byturs- erindringer. Der var måske en gang.

Jeg kan i dag ikke holde fokus. Enten dét, ellers er jeg blot vokset med opgaven, og er begyndt at udvise en ærlighed så hudløs, at ingen er i tvivl. Det er måske af rendyrket respekt for mine medmennesker.

Og når jeg ikke udviser overdådig begejstring over deres historier om dem og deres, så vælger folk som regel at vende fokus.

Så skal vi snakke om mig lige pludselig. Vi skal ud af det blå til at rose mig, mit engagement i arbejdsmæssige sammenhænge, min konkrete og lynhurtige beslutningstagen, og min fysik. Det siger mig blot endnu mindre, og jeg vælger ofte at fjerne mig rent fysisk fra stedet. Det er sjældent et valg - det sker bare.

- Kasper