Jeg har i dag behov for, at slippe mine frustrationer, min vrede, og al min negativitet ud. Jeg tænker, at det kan klares med træning. I dag er den hårde dag i programmet. Jeg tror at jeg sluger en koffeintablet, kører noget supershake i fjæset - og brager derud ad i et par timer, med hørehæmmende metalcore i ørerne - som kløver mit kranium på midten som en vandmelon.
Men jeg har brug for mere. Langt mere. Jeg ville inderligt ønske, at denne dag var den éne dag på året, hvor al kaos blev sluppet fri. Jeg mener - et enkelt døgn. Ét døgh hvor jeg kan sidde på åben gade - fuck det - på Kongens Nytorv endda - i en rundkreds med syv prostituerede, med en gigantisk joint i flaben, og en skarpladt revolver i hver hånd, og for slet ikke at negligere - med mandommen hængende ude i det fri, alt imens jeg, uden at opleve retslig konsekvens, uden dårlig smag i munden, og uden at blive anset som sædeligheds- forbryder råber: "Gud eksisterer - kig denne vej. "
Dét ville være perfekt. En enkelt dag hvor jeg kan opføre mig ti gange så upassende, og femten gange så filterløs - som jeg i forvejen gør.
Jeg er først blevet rigtig intelligent tænkende i dag. Distortiondagene var altødelæggende. Min træning, ernæringstilstand, mit søvnmønster, og min frontale hjernelap - helt og aldeles tør- penetreret, og derefter smidt i vejkanten som affald. Det har været skidegodt. Det har også været hæsligt ad helvedes til!
Jeg er stadig ikke interesseret i at blande mig i meningsløs socialisering med individer, som jeg konverserer med omtrent ligeså ofte, som jeg besøger guds hus. Jeg må i mit voksne liv, sgu nok erkende at jeg er en enspænder. Jeg er sådan en som investerer store mængder af tid, og ressourcer på de mennesker som tør at smide brosten igennem min panserfacade. Men jeg forsvinder igen. Det sker, men uhåndtérbart sjældent - at jeg føler savn. Jeg må dykke ned i min barndom, og efterforske hvad fuck der er gået galt.
Untill next time
- Kasper Lund.