Der er noget over det at skrive, der hænger dybt sammen med kærlighed.. - Ikke bare det, at elske ordene og skriften, men også det at elske sit publikum.

Det er et problem, for jeg elsker, oprigtigt, intet eller ingen..

Snarrere er jeg en misantrop, der kun, i glimt, finder lykke i andre mennesker; som regel er deres tilstedeværelse bare lig med smerte..

Men jeg vil gerne beundres, og have fisse, og en af de ting, jeg rent faktisk kan, er at skrive..

Ergo, hvis ikke kærligheden til mit publikum kan være den drivende kraft, så må jeg skrive til det ene menneske, der altid har været vedholdende; mig selv.

Kan man så det?

Kan jeg skrive en hel, eller flere, romaner til mig selv, og, i så fald, hvordan..?

Det er værd at tænke over, men en gennemgående blødning er, at jeg ikke magter at skrive uden kærlighed: Ensomheden er, når den er værst, det ondeste svøb, der lægger sig om ALT, og kun munder ud i en afmagt, der leder til komplet stilstand: Jeg har brug for en muse.

De kommer bare ikke, med mindre man fucking GØR noget, HAR noget eller ER noget og.. så længe jeg ikke GØR noget, HAR noget og ER noget, så har jeg ikke styrken til at skabe omstændighederne, der kunne GØRE mig til noget, GIVE mig noget og få mig til at VÆRE noget.

Det er ondt.

"De,der har, skal få mere, de, der ikke har, skal tabe!"

Sådan siger bibelen.

Om det er penge eller kærlighed..

Disciplin.

Disciplin.

Disciplin.

Jeg må finde den, hvis jeg i fissen vil ind, og have en kvinde, jeg kan kalde min... *Suk*.

Bottom line: Metode. Og HER er jeg lost.

Jeg har sproget. Jeg har kreativiteten. Jeg har fantasien og LYSTEN; MEN JEG MAGTER FUCKING IKKE AT GØRE DET ALENE!!!

:(

/Simon