Andrea kom forbi går og græd. Det gør hun nogle gange, når alt er lort, og tankerne i hendes hoved går amok ... Hendes mor har kræft og er kommet på hospice; så må man sgu gerne tude. Mens hun sad på min sofa med hovedet fuld af tårer og snot, ringede min underbo på. Han ville høre, om jeg havde lyst til at komme ned og hjælpe ham med at vælge noget øl til julefrokosten på fredag. Jeg sagde, at tidspunktet passede dårligt, og pegede på A's sko i entreen. Han grinede indforstået og daskede mig på skulderen. Og inden jeg kunne nå at forklare, forsvandt han ned af trappen, fløjtende som en lallende idiot ... Jeg tror, det er kontrasterne i livet, der gør det hele besværet værd. Uden dem bliver det hele bare en homogen, grødet masse, en serie af ligegyldige blah, blah og til sidst finalen: blahhhhh ... Retrospektivt skulle jeg måske have hevet Andrea op af sofaen og slæbt hende med ned til øl-smagning, så vi i fællesskab kunne have føjet et afsnit til den fortælling, der er tilværelsen (og som altså en gang imellem rummer passager, der får os til at tude), et afsnit der kunne have mindet os om, at der omme på den anden side af tårerne er fantastiske kapitler fyldt med solopgange og hundehvalpe og julebryg fra Svaneke. Men det gjorde jeg ikke. I stedet blev vi siddende i min sofa til klokken mange og endte med at kysse og falde i søvn. Kunne det være blevet til mere? Sikkert. Ville det have været en fejl? Næ. Ting er, hvad de er. Og nu vil jeg ind og sove nogle timer.