Da jeg lærte at skrive
Olivia Birch...
10 år siden
Min Far er død
Poul Brasch ...
11 år siden
Hverdagen
Hanna Fink (...
10 år siden
Kære natbog (XVI) – ingen...
Olivia Birch...
9 år siden
I'm back!
Gittepigen
11 år siden
Det er ikke let
Baru
2 år siden
Fifty shades of fuck-up
Tine Sønder ...
12 år siden
Hjem igen
Salomon
9 år siden
Hej med jer!
vintergækken
11 år siden
Kommunikation!
Racuelle Hei...
9 år siden
Det vil ikke slippe mig :...
Gittepigen
11 år siden
Næste stop: skriverefugiu...
Syrene Hvid
5 år siden
feber
Kenny Raun (...
10 år siden
Godt Nytår
Hanna Fink (...
4 år siden
Valg 2019
Martin Micha...
5 år siden
jeg vågnede meget tidligt imorges, og kunne ikke lade vær med at tænke på om han overhovedet var kommet op og afsted. han har altid været dårlig til at komme tidligt op, også derfor han møder 9.45 og 12.45 hver dag.

Jeg skrev godmorgen til ham og spurgte om han var kommet op, jeg kunne se på klokken at der var ca 5 min til han skulle med toget, han svarede lige med det samme, at han var stået op første gang uret havde ringet, og at han stod og ventede på toget. vi smsede hele vejen til han var på skolen. I hans første frikvarter ringede han til mig, og fortalte hvordan det var gået jeg var/er så glad, ja faktisk har vi snakkede sammen lige siden i morges. ♥ LIge som vi altid gjorde da vi boede sammen. ♥♥♥

Jeg kan ikke lade vær med at tænke på om hvis han ikke ved hvad han vil, så alligevel er det mig som han taler med hele dagen, om alt muligt, sender mig billeder af ting fra skolen. Faktisk så taler vi lige pt sammen som om vi var sammen, men så er det at jeg må åbne mine øjne og se at det er vi ikke.

Jeg ville ønske jeg vidste hvad han tænkte om alt det her, jeg nyder det virkelig, og jeg vil bare det her venskab så meget, måske jeg kan få ham til at ændre mening, måske han bare er bange for at tingene skal blive det samme som dengang. men det ved jeg med mig selv at det bliver det aldrig igen, hvis vi finder sammen igen, hvilket jeg rigtig gerne vil så bliver det aldrig som før, det har jeg ihvertfald lært af.

Men jeg tør ikke tænke på det nu, lige nu vil jeg bare gerne bygge vores venskab op.
Men jeg ved også godt at det kræver af mig at jeg giver ham lidt rum, og det vil jeg også gerne, men det gør ondt i mit når jeg ikke taler med ham hver dag, men jeg bliver nød til at prøve for jeg vil gerne have at han også savner mig, og måske kommer han ikke så meget til det nu når jeg ringer/skriver til ham hver dag, men det er fordi jeg er så bange for at miste ham helt. Jeg ved jo godt at vi altid vil have noget sammen på grund af vores datter.

og da jeg forleden spurgte ham om han slet ikke savnede mig, svarede han lige med det samme at det gjorde han nogen gange, og da jeg spurgte ham om han ikke savnede det herhjemme, svarede han også med det samme at det savnede han. Så måske er der et håb??? Et eller andet sted, må han også føle noget, for ellers ville han jo ikke bruge alt den tid på at sms til mig og send billeder til mig???

Skriv kommentar

Dagbogsindlægget taler sammen hele tiden er publiceret 14/04-2015 12:44 af Temlig ensom.

Log på for at skrive en kommentar til denne dagbog. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.