Jeg har haft en weekend i ballettens tegn. Fredag så jeg, som jeg skrev, Susanne Grinder danse Den Døende Svane i Vild Med Dans... Dagen efter, lørdag, tog min kæreste og jeg afsted til København for at opleve premieren på Nikolaj Hübbes helt nye og radikalt anderledes opsætning af min yndlingsballet, Sylfiden. Endnu engang med Susanne i titelpartiet. Hvor var vi begge to spændte og hvor var oplevelsen noget helt ud over det sædvanlige. Ikke blot var det en meget anderledes opsætning med et modspil (ja, endda en kamp) imellem gråt og hvidt, lys og skygge, men pludseligt kom karaktererne til live på en måde de aldrig før har gjort for mig. De var ikke længere bare karakterer i en tragisk eventyrfortælling - de var symboler for menneskelivet selv og afspejlede på mange måder en meget personlig kamp som jeg tror Nikolaj Hübbe må have kæmpet hele sin karriere med netop denne ballet. Men for mig var det vigtigste jo at Susanne var perfekt i rollen som Sylfiden - og det var hun, simpelthen. Der var en smuk dualitet i hendes karakterarbejde, så at Sylfiden både var skønhed, legende lethed og lokkende sensualitet, på én og samme gang. Der var endda bare et lille hint af mørke. Simpelthen så gennemført og gribende at se på scenen. Jeg er ingen balletkending, jeg kan ikke navnene på alle trinene - men jeg ved hvad jeg glædes ved at se, og lørdag aften glædedes jeg ved Susannes dans. Det var simpelthen henrivende. Ulrik Birkkjær var også en helt fantastisk James, hans samspil med Susanne var fænomenalt og når han dansede sine soloer - hele salen brød ud i spontan applaus. Hans spring var så høje. Hans landinger så sikre. Samtidigt med at det aldrig "kun" blev dans, der var altid skuespil med. Jeg tror, sammen med Hübbe selv, er han nu min yndlings James. Kizzy Matiakis var helt på højde med de to hovedrolleindehavere. Jeg er ikke sikker på at hun nødvendigvis ville have passet ind som Effy i en traditionel Sylfiden, men hun passede perfekt ind i stemningen og billedsproget i denne opsætning. Billedet på normalitet og det samfund som Ulrik Birkkjærs James ikke passer ind i. Hendes dans var fantastisk, det her er uden tvivl den mest medrivende reel jeg har set. Den gik så hurtigt og var så præcis, samtidigt med at alt det grå gav en følelse af ensartethed og sammenhæng. Wow. Endeligt må vi ikke glemme manden selv. Nikolaj Hübbe som Madge. Jeg tror aldrig jeg ville have forestillet mig ham i det parti - ikke hvis det havde været en traditionel opsætning, hvor Madge er en kvinde. Men i denne produktion havde han gjort Madge til sin. Sin helt egen og Madge passede ham. Madge var Hübbe. Hübbe var Madge. Intet under at, af alle danserne, fik Hübbe det største bifald ved fremkaldelsen. Folk klappede og råbte og trampede i gulvet - og måske fik selve balletten ikke et stående bifald (selvom jeg fuldt ud synes den fortjente det), men Hübbe blev anerkendt for sit mod, sit arbejde og sin indsats og måske skal folk bare lige have tid til at vænne sig til en fremstilling af historien som den måske, hvis I spørger mig, altid har været ment til at skulle se ud. Jeg kan da se at både Politiken og JP har givet den fire ud af seks stjerner. Ingen bravur, men det er heller ikke middelmådighed. Jeg giver den personligt seks ud af seks stjerner og hele mit hjerte. Dette er MIN Sylfiden. Tak Nikolaj Hübbe. Og tak Susanne. Tak.

Da Sylfiden danner rammen om det poesiprojekt jeg har tænkt mig at gå i gang med, så har jeg bestemt mig for at jeg har fra i lørdags af og så indtil jeg skal se Sylfiden igen, dens sidste spilleaften (den 27. februar næste år), til at skrive en digtsamling der tager udgangspunkt i en helt personlig fortolkning af historien om James og hans sylfide. Det skulle gerne give mig det skub jeg har manglet og den motivation jeg har brug for.