Når man sidder og ser en TV. udsendelse, kan der pludselig dukke gamle minder op, som relaterer til det, man ser på skærmen. Har lige set en dokumentar omhandlende Paris i tiden efter første verdenskrig. En meget interessant tid, som også kaldes de brølende tyvere, et udtryk som passer fint, til alle de nye tendenser, bl.a. moden. Kjolerne krøb op af benene, for at ende omkring knæet. Vel meget dristigt, jeg tænker på min start i tøjbranchen. Det var på den tid de korte Hot pants dukkede op. Støvler til knæene, og altså bare lår, for at gøre det ekstra interessant, havde man lange opknappede frakker ud over. Denne frihed kan vi vel takke en som Coco Chanel for. Hun lod korsettet ryge sig en tur, og dermed giver hun kvinderne en helt ny stil, og bl.a. lancerer hun den nye pagefrisyre. De kvinder der turde fik et helt anderledes liv, uden snærende bånd.

I de år bliver Paris den mest kosmopolitiske by på jorden, flere mil. indvandere finder vej til denne by. I forbudstidens USA rejser mange amerikanere til den frigjorte by. Bl.a. Hemingway, det siges at han sættes i forbindelse med Bloody Mary. Det får mig til at tænke på min eks. mand. På det tidspunkt var selvsamme drink min favorit. En gave står lysende klart - en flaske vodka, en lille flake tabasco og 10 dåser tomatjuice. Den ene dåse var tømt for juice, og istedet var der lagt et ur i dåsen. Det gav plus point til ham. Udover lysten til spiritus, havde amerikanerne også jazzen i bagagen. Det er ikke min yndlingsmusik, og slet ikke avantgarde jazz som mine svigersønner elsker at underholde med.

På den tid slår mange kunstnere sig ned i Paris. Montmartre bliver et samlingsted. Denne hyggelige bydel har da også været mit yndlingsspot i Paris. På en lille bistro - Mere Cathrine - fik jeg mine første snegle. På en anden mine første frølår, og også for første gang - Coquilles Saint Jaques - kammuslinger, alle dejlige spiser. Der er dog en ting der slår disse eksotiske retter, og det er nye danske kartofler, som jeg gravede op i min have i går.

Det her kunne blive ved i en uendelighed, når først man får taget turen ned ad memory lane, er det svært at stoppe igen.