Han sagde: du passer ikke ind i en af mine kasser. Nå, tænkte jeg, skal jeg være glad , eller måske skal jeg være en kende bekymret.

Jeg kender jo godt disse kasser. For mange år siden, da et ugeblad havde en artikkel om det med at proppe folk i forskellige kasser, prøvede jeg med en kollega. Det var smadder nemt, hun passede som fod i hose på et bestemt farvet segment. Jeg prøvede selvfølgelig også med mig selv, men man er nok ikke særlig objektiv, når man skal bedømme sig selv. Jeg passede faktisk nogenlunde i alle kasserne.

Nu mange år efter træffer jeg så ophavsmanden til selvsamme kasser. Han mener nok , at han har regnet mig ud. Skal jeg nu være fornærmet over, at min livstil ikke rigtig er til at fange, eller skal jeg være glad for, at jeg ikke rammer en bestemt målgruppe så reklamebrancen ikke kan bruge mig i en eller anden kampagne.

Skal jeg nu gå og tænke over om jeg mon er temmelig unik, eller måske ovenikøbet unormal. Jeg ved det ikke, men er vel i grunden også ligeglad, jeg kan jo i virkeligheden ikke bruge det til noget.