Kære Dagbog.

Jeg fik igår et brev ind af døren fra statsamtet. De har foretaget en afgørelse i samværsagen. Mine 2 pigers far får reduceret sit samvær. Hvorfor? Det er en meget lang og trist historie. Jeg troede at med denne afgørelse, så ville jeg blive glad, men jeg sidder med samme triste følelse, som da jeg kontaktede statsamtet. Pigerne har lidt rigtigt meget under denne proces, og det har været hårdt for dem. Jeg ved, at de med denne afgørelse vil kunne finde ro og stabilitet i hverdagen hos mig, men jeg ved også, at det vil kræve store følelser af savn til deres far. Det ligger mig meget på sinde, og jeg er selv følelsesmæssigt ramt. Da jeg gik fra vaskekælderen og op i lejligheden idag fik jeg åndenød, fordi min gråd hele tiden ligger inde bagved mit ydre og lurer. Jeg har grædt mange tårer for mine piger under dette vanvittige forløb. Jeg savner det simple liv, hvor jeg smilte hver dag, og hvor jeg ikke bekymrede mig hver dag. Jeg har skulle samle 2 piger op igennem det sidste år, og det har taget usandsynligt mange energier fra mig. Jeg har set dem være bange, ked af det, fustreret og rasende. Det er virkelig sandt...når ens børn ikke har det godt, så har man selv det heller ikke godt. Jeg håber på en bedre og tryg fremtid!