Jeg mente hvad jeg sagde. I går. Jeg mente hvert eneste ord. Men netop som jeg havde skrevet det og været afklaret, overskudsagtig og hyperselvstændig, så blev jeg grebet af panik og en barnlig forurettethed over, at være en brik i Olivers livs-Ludo. Jeg gik i totalt adfærdsanalytiker-mode. Og jeg hader det. Jeg er en brik, som han flytter med. Jeg er en lille hundehvalp, som han tager op, når han har lyst, og sætter mig ned, når jeg griber ind i de andre punkter i hans dagsprogram.

Det er mit ansvar, at jeg ikke bliver en hundehvalp. Men i går kunne jeg bare SE det. At jeg falder i gang på gang. Og bliver det alligevel. Og det næste som skete var, at jeg blev overvældet af hævngerrighed. På den onde, beregnende måde. Selvom det er absurd. For det kan jo kun hedde 'hævn' hvis noget er blevet gjort mod én af ond vilje.
Og det kan jo aldrig være Olivers vilje at jeg er en hundehvalp. Han behandler mig bare, som om jeg er 'rask'. Glemmer alt om mig i perioder, fordi han er sikker på, at jeg også har perioder, hvor jeg glemmer alt om ham. Jeg øver mig i, at have et liv, som han ikke er en del af. Men alligevel gribes jeg af denne absurde lyst til at hævne mig. Til at forvolde ensomhed. På den måde, hvor jeg er ligeglad med, hvordan han har det med det.

Jeg ved, at det er min gamle, destruktive adfærd. Jeg ved, at der er andre måder at reagere på. Jeg skal bare være Andreas' ven idag, og så tage til selvhjælpsgruppemøde i aften og tage hjem til min far imorgen. Og jeg behøver ikke fortælle Oliver, hvad jeg laver. For vi har hver vore liv. Som det er okay, at den anden ikke er en del af. Jeg behøver ikke handle i trods. Eller fryde mig over, at der er noget om mig, han ikke ved.

Jeg handler ikke i trods. Eller med 'an eye for an eye'-princippet i baghovedet. Mennesker er der for hinanden fordi de har lyst til det. Og lige nu har jeg bare ikke lyst til at være der for Oliver. Og det er okay. For han har heller ikke altid lyst til at være der for mig.