Tak for jeres søde ord på Mathias's fødselsdag i lørdags.
Vi havde en helt ok dag (ja, bortset fra, vi måtte være INDE ! Selvom vejret blev fint sidst på dagen, blæste det, så der ikke var læ...) hvor hans to venner kom, og det var rigtig dejligt, også at se den enes skønne, lille datter... Tænk om Mathias også havde fået den store glæde at få barn...
Så kom min gamle mor, og tøserne med nogle veninder, det var rigtig dejligt, tænk at deres veninder be'r om at komme med :)

Og nej, jeg så og hørte intet fra familien - men det havde jeg så heller ikke ventet...... Var bare nødt til at invitere dem, og så MÅTTE jeg skrive brevet til min søster - havde brug for luft og for at få fortalt hende, hvordan jeg har det..... Så nu ved hun det, og så må hun jo tænke sit - jeg har fået luft, efter mere end 10 år.

Ude ved stenen om aftenen så jeg friske hjulspor... Tænkte selvfølgelig om det var nogle, der kendte Mathias, der havde været forbi. Hvem skulle ellers dreje ind netop dér?? Det finder jeg nok aldrig ud af, men det var nu rart at tænke på, at det kunne være...... Måske har der også været nogle på kirkegården, uden det er til at se = uden at lægge noget???
Måske er han alligevel ikke helt glemt???

Hmm...
Jeg har fået nogle breve, der viser at jeg åbenbart er blevet misforstået... eller har udtrykt mig forkert?
Jeg forsøger ikke at "trække min sorg" ned over min søster/familie... Men, beder dem bare vise mig, at de ikke har glemt Mathias og Andreas! Som jeg ikke ville glemme hendes børn, hvis de pludselig forsvandt....
Det ville bare være rart, om de ville skrive om nogle oplevelser DE har haft med drengene...
At de ikke kommer er ok, men synes de skulle vide, jeg holdt døren åben.
Jo, en ting mere - at de ikke snakker udenom, eller bli'r tavse, hvis jeg i almindelige samtaler om baby'er, skolebørn osv. også omtaler Mathias og Andreas - de var her altså og selvfølgelig kan jeg da tale med om fødsler mm., jeg HAR jo født og haft drengene helt frem til de blev næsten voksne - hvorfor "må" jeg så ikke tale om dem???? Som de taler om deres børn....!

Håber brevskriverne nu forstår.
Og til sidst, jeg går altså ikke rundt og tuder dagen lang og tænker på/taler om Mathias og Andreas hele tiden !
Sorgen er min evige følgesvend, som aldrig forsvinder, men den fylder altså ikke hele mit liv, men dukker op - især på tre-fire dage om året... Og når jeg lige falder over noget, der minder mig om dem - og det er ganske naturligt, skal ikke skjules eller ties bort.
Jeg, og alle andre med samme sorg (i al fald alle dem, jeg kender) vil meget gerne tale om det - I kan ikke gøre os mere ondt ved at tale om vores døde, tværtom, det kan være til hjælp. Kan være, vi lige skal en tur ned, så lad os græde - det stopper igen, og vi kan tale igen :) også om alt muligt andet :)

Puha, håber ikke, det lyder hårdt - det er nok derfor, jeg ikke før har taget bladet fra munden og sagt min mening, er alt for høflig, og bider bare det hele i mig...... Men i sidste uge sprak jeg, og måtte bare ud med det hele... Tror også, de bøger af Lise Trap gjorde, at jeg fik modet til det........

Tak igen, for jeres tanker og tid med at skrive til mig.