...Ahem, jeg kom vist fra Felix Baumgartner (kan se på Google, at jeg stavede det forkert i går). Man er langt ude, når man hopper fra rummet, og man er langt ude, når man forsøger at slå sig selv ihjel, som jeg gjorde en fredag i januar 2012.

Fra fredag til søndag lå jeg bevidstløs på gulvet i min etværelses. Jeg vågnede med en følelse af netop at være i en rumkapsel, indtil jeg vågnede en smule op og indså, at jeg ikke var død alligevel. Begyndte at huske, at jeg i det hele taget havde forsøgt mig med vin og piller.

Stemmen kom lidt efter de første syner. Synerne startede under mine lukkede øjne som pausebilleder i fjernsynet. Ok, jeg havde vist gang i en lille pillespsykose.

Kommunikation er i mange tilfælde bedre end ingen kommunikation, så jeg snakkede faktisk til mig selv, eller synet om man vil.

Der kom stregtegninger frem af mig selv liggende på gulvet, bevidstløs, og en stemme fortalte mig, at jeg var meget ked af det, at jeg skulle blive glad igen. "Se, du er meget ked af det, og du var meget langt ude, dér på gulvet.". Nu var synerne der, selv om mine øjne var åbne, og jeg måtte bare se og kommunikere, for jeg kunne ikke orientere mig i min etværelses.

...og her laver jeg lige et afbræk, der handler om min mors spørgsmål. Hvorfor? Hvad kunne jeg have gjort for at stoppe det? Og vil du forsøge igen? Dette skulle de samlede dagbøger om dette nærværende emne gerne give et indtryk af, men I må følge med og æde mig helt op, hvis I gerne vil have det indtryk. Online-ulve på hårdt arbejde!

Nå, tilbage til den etværelses. Stemmen begyndte faktisk at synge Eimear Quinns sang, The Voice, for mig og fortælle mig, at den betød meget for mig. Dette "jeg" i vinden, dette "jeg", som kalder. Dette "jeg", som bæres af historien og som er overalt. Jeg svarede, at jeg godt havde mærket reaktionen, når jeg lyttede til sangen.

Jeg lå i min seng og var træt, da stemmen sang, og derefter fortalte jeg stemmen om alle de ting, som jeg var utilfreds med i mit liv. Det blev bl.a. til en snak om forholdene på mit arbejde og mine arbejdskammerater. Rummet udvidede sig og begyndte at ligne min arbejdsplads. Stemmen bad mig stå op, og gå rundt.

Se, nu vidste jeg, at jeg havde en balje vand stående et sted på gulvet, som jeg ikke kunne se. Havde kvalme, og det var for det tilfælde, at jeg skulle kaste op. Dette advarede jeg stemmen om, og så gik jeg ellers rundt og så min arbejdsplads, sådan nogenlunde, og så mine arbejdskammerater i en form for hjemmelavet udgave. Uden at støde ind i baljen diskuterede stemmen og jeg scenariet, hvordan jeg forholdte mig til de forskellige arbejdskammerater. Var enig med stemmen om, at det ikke var arbejdspladsen eller menneskene der, men mig der havde brug for at lære et eller andet.

Det var godt nok en mundfuld, for der findes jo ingen, hm, 'eksterne eksperter', som er uddannet i mig. Eller havde jeg lige for allerførste gang fået direkte kontakt til en sådan ekspert, lige nu, i en pillepsykose?

Hvad hvis de piller, der skulle dræbe mig, så at sige blev skruet som en bold i luften, så de faktisk redede mig i stedet?

Online-ulve, kom og æd mig kære kræ...de allerførste syn er serveret!

'Ses' i morgen ;o)