Online-ulve, har I hørt den før? Eimear Quinn. Hun synger en sang: The Voice. Den er god at starte en sælsom dagbog med, en sælsom dagbog om at møde sig selv. En historie om, hvordan en åbning til døden kastede mig direkte ind i mig selv.
Ulve jeg trænger til at blive ædt, for det er længe siden, men hvis jeg skal smage godt, så lyt til Eimear på tuben...som en skæbnesvanger banshee...Iiiiii hear your voice in the Wind, and Iiiiii hear you call out my name... (sangens første linje).
Et spøgelsesagtigt 'jeg', der på en gang er spædt (vil det rives i stykker eller føres bort af vinden? Hvad er et 'jeg') og skæbnesvangert. Hvis du hører bansheen synge/skrige/kalde, så dør en person. Men jeg døde ikke, selv om jeg forsøgte for lidt over et år siden. Jeg døde ikke, selv om bansheen sang for mig...answer my call and I'll set you free...
Online-ulve er I med på, at der sker så gakkede ting i verden, som I ikke i jeres vildeste fantasi havde forestillet jeg nogensinde. Som I nok ikke har lyst til at tænke på? I kender mig, jeg kan for det meste kun skrive om gakkede ting.
Denne gang vil jeg invitere ind i mig. Ingen følelsesporno, overhovedet ikke, men forhåbentlig masser af små strittende nakkehår.
I am the voice of your history...
Jeg tror egentlig, at det hele startede med et natlig drøm, som jeg ikke rigtig havde fundet ud af at forholde mig til. Jeg var i en rumkapsel med kurs mod jorden i stil med Felix Baumgarten...
Jeg fortsætter dagbogen i morgen, men slutter den nærværende med et hint. At være i en rumkapsel ude i rummet, det er godt nok langt hjemmefra. I drømmen overlevede jeg dette 'Felix Baumgarten-stunt', men jeg har jo allerede fortalt jer, at bansheen kaldte, og jeg overlevede.
'Ses' i morgen.
Skriv kommentar
Log på for at skrive en kommentar til denne dagbog. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.