Neons første sygedag. Vågnede op og var helt hævet og gopleagtig i ansigtet. Har spist mange antihistaminer for at slå symptomerne ned, men de virker nærmest bare som sovepiller. Jeg er helt energiforladt og flad. En sygedag, som nærmest bare er en hjemmearbejdsdag. Meldte mig egentlig, i første omgang, mest syg, for at 1. få tid til at arbejde, 2. for at undgå at gå udenfor og få det endnu ringere.
Denne sygedag er den største fejl jeg har begået i nyere tid. Den føles som et fængsel inde i et fængsel. Det ene fængsel er det faktum, at jeg er allergisk over for udenfor. Jeg kan ikke tåle luften med alt det parringsivrige træpollen. Men nu har jeg tilmed meldt mig syg, hvilket gør det tvingende at være indenfor - altså et fængsel inde i et fængsel inde i et fængsel. Det sidste fængsel er mine tanker, som jeg ikke kan få fred for her i den stille stue. Det kører bare rundt og rundt. Nu har jeg mere end noget lyst til alligevel gå ud og lade den forrædderiske lune brise strejfe mit ansigt. Jeg har også lyst til at arbejde og få styr på en masse ting, og det har jeg tildels også gjort, men fængslet er hæmmende for min produktivitet. Jeg må give den gas i morgen i stedet. Jeg glæder mig sjovt nok mere end nogensinde til at komme på arbejde. For den stille stue og den varme dyne er i sidste ende tortur.
Yderligere eskalering:
Jeg gav mig til at læse Pesten, lånt af Bob, en bog så fyldt med mikroskopiske pinke post-its at bogen selv er befængt med pinke bylder - og nu har jeg selv fået pest. Eller i hvert fald en grum kombination af pollenallergi og influenza som i bedste fald får mig til at føle mig som en død rotte. Jeg har feber og pisfryser. I morgen skal jeg præsenterer for 50 mennesker på engelsk, og jeg har overhovedet ikke haft hoved til at forberede mig. Fuck.
Skriv kommentar
Log på for at skrive en kommentar til denne dagbog. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.