Kære dagbog.

Jeg har haft nogle op og nedture. Virkelig. Men jeg kæmper. Jeg vil ikke give op!
Jeg skal bare lave nogle ændringer i mit liv. Få folk til at forstå at jeg har grænser. Og det har nogle allerede forstået, eftersom jeg fik et lille raseri-anfald(Hvis man kan kalde det sådan) og svarede godt og grundigt igen på klassens bitch (Ved godt at det ikke er pænt sagt, men seriøst.. Hvis du havde mødt hende ville du kalde hende noget værre!) Men hahaha, hun lignede en der var tæt på at tisse i bukserne af skræk!

Nå men, nu til det vigtigeste.. Loooove eller også kaldet kærlighed!
Efter et helt år med min elskede dreng, som jeg kun ser få gange om året, sluttede det hele. Nemlig, vi valgte at slå op. Det forhold var for hårdt. At se hinanden i en uge og så skal jeg hjem igen.. Og så går der en måned hvor jeg er grædefærdig, og han er generelt ulykkelig. Vi havde nok ikke en fremtid. Jeg havde bare fløjet på lyserøde skyer og har tænkt at alt kunne ske efter mit hoved. Men jeg er kun 16. Jeg kan ikke fortælle hvordan min fremtid ser ud. Jeg lever i nuet ( eller det prøver jeg på).
Så jeg har nogenlunde gjort som i film.. Siddet og set kærlighedsfilm, tudet og spist slik og andre søde sager. Men nu skal facaden op igen til imorgen i skolen. Men det bliver svært.. Men jeg ved at jeg har min bedste veninde ved min side, hvilket er en dejlig følelse!

Men jeg prøver virkelig at ændre mit liv. Alle de dårlige tanker ud og de gode ind, fyre den maks af og nyde tiden, for jeg får den ikke igen. Jeg er stærk. Det er jeg.
Men nu lyder det jo bare utrooolig let, hvilket det jo slet ikke er overhovedet. Men jeg giver ikke op.. Endnu