Kære dagbog

Lad mig græde ud. Lad mig græde indtil der ikke flere tårer tilbage. Lad mig smadre alting omkring mig. Lad mig skrige så højt at alle i hele byen kan høre mig. Lad mig gå fuldstændig amok. Lad mig vise mine rigtige følelser. Ikke den her facade. Lad mig bestemme hvordan mit liv helt præcis skal være.

Jeg føler mig så tom indeni. Men alligevel med så mange følelser. Jeg er trist. Jeg har den her gigantiske vrede indeni, og jeg har bare lyst til at komme ud med den. Jeg har lyst til at skrige. Bare af at skrive det her, græder jeg.

Jeg mangler min kæreste. Jeg mangler det der fantastiske liv. Det der virkelig perfekte liv hvor alting bare er godt. Men det forsvandt for 7 år siden. Så er det der en gang imellem. Men ikke nu. Alting er galt. Bare alting

Men jeg skal være stærk. Jeg er jo den glade pige. Den smilende og grinende pige. Den kæmpe facade jeg har oppe tit. Men den er begyndt at være svær at have oppe. Den er ved at falde fra hinanden for første gang i 7 år..

Men jeg skal virkelig være stærk. Hvis folk ser min svaghed, ser de mig som svag. Og det vil jeg ikke være. Ingen skal se mig græde mere end de allerede har gjort.
Jeg skal være stærk for min mors skyld. For hvis jeg bryder sammen, gør hun også. Jeg skal være stærk for mine venners skyld. De skal ikke bekymre sig om mig. De skal ikke være nede pga mig. Og det ville desuden ødelægge mit "fristed"

Jeg skal være stærk for min søsters skyld. Hun er ude i så meget lort, at hvis jeg bryder sammen, begår hun sikkert selvmord.
Jeg skal generelt bare være stærk. Holde de triste følelser langt væk, selvom de banker indeni på at komme ud.

Jeg skal bare være stærk uanset hvor svært det er..