Weekend uden børnene - jeg bliver faktisk bedre og bedre til det. Jeg vænner mig til at det er "ok" ikke at være sammen med dem og hygger mig ligefrem. Sådan!

Jeg har skumle følelser indeni og kan ikke rigtig tolke dem. Det er en blanding af velbehag og frygt. En underlig sammensætning. Måske ligger det mig helt grundlæggende at mane gode følelser ned, hver gang jeg mærker dem. Føler jeg velbehag og ligefrem opstemthed, tvivler jeg på det og skaber per automatik nogle følelser der kan slå dem ned. Det er sgu da åndssvagt!

Jeg lærer hele tiden og er i fuld gang med at tillade at være glad. Det går godt for det meste. I disse dage har det gået godt.

Jeg arbejder på mit hjertebarn her. Jeg elsker det her sted og glæder mig hver gang jeg sætter mig i toget og skal af sted. Hver ting jeg laver, hver væg jeg maler og hver skrue jeg får fumlet fast, giver mig en fantastisk følelse. Naturen og udsigten føles som en kæmpe gave. Men en gave man ikke rigtig kan tage med sig eller håndtere. Den er der ligsom bare og man kan ikke andet end at tage i mod den. Morgenerne er helt fantastiske. Hertil morgen kastede morgensolen stråler over hele marken, fårene græssede og morgendisen lå fortryllende over det hele. Hvor helvede er mit kamera når jeg virkelig mangler det?!

Jeg har fået lejlighed til drengene og mig. Fra 1. december af. Et godt sted, lidt væk fra "gøgereden" (læs: city) men stadig med gode forbindelser til drengenes institution. Det skal nok blive rigtig godt og jeg glæder mig.

Jeg mærker det her nye liv. Det føles spændende og sundt. Så længe jeg husker at jeg ikke er alene, skal det nok gå.

Der skal lyttes til mere Leonard Cohen, drikkes BUDWEISERS og smides flere knuder på ovnen. Det er en god aften...