Jeg troede jeg var sluppet af med min facade, jeg troede at jeg kunne være i stand til at vise de følelser jeg havde gemt i 5 år.De sidste to år, har jeg vist hvor ked af det, jeg har været, hvor frustreret jeg har været. Og nu - er de gemt væk igen.
Jeg bilder mig selv ind at jeg er okay, med at jeg var sammen med eksen i sidste uge, og at vi elskede - selvom han har en kæreste. Men hold kæft hvor gør det egentlig ondt.
Det gør ondt at vide at vi egentlig ikke skal snakke sammen igen, og at det kun var for denne enkelt nat, at han kom og passede på mig, at han holdte om mig, at han gav mig tryghed. Nu gør det bare ondt at han ikke er her mere, at han ikke passer på mig.. At han igen er sammen med sin kæreste. Jeg vidste jo udemærket godt, at vi ikke skulle se hinanden igen efter den aften og nat, for det havde jeg selv skrevet at vi ikke skulle.
Men jeg må indrømme, at jeg er knust. Det gør ondt, mit hjerte brister. Jeg savner ham. Det gør ondt at tænke på. Følelen af at jeg ikke vil være her mere, fordi jeg ikke er sammen med ham, er stor. Jeg har ikke lyst til at være alene, jeg har ikke lyst til at være uden hans tryghed...-