Så jeg brugte størstedelen af igår på skiftevis at sove og græde. Jeg har prøvet at forklare personalet det, men de virker uforstående overfor min situation. Men det ville selvfølgelig også være mærkeligt, hvis de selv rendte rundt med en depression... Jeg fik min sidste electrochokbehandling igår, gudsketakoglov for det, men jeg har haft bankende hovedpine lige siden. På trods af massage og Panodiler.
Det er frustrerende, så dårlig jeg er blevet til at forklare mig. Mine arme er et landkort over alle mine fejltagelser; jeg bliver ved med at love mig selv at det er sidste gang jeg skærer mine arme til blods, men lige meget nytter det. Jeg gør det igen og igen.
Jeg ved ikke engang helt hvorfor jeg gør det; om det er for at se blodet stille og roligt løbe ned af armene eller om det er for at rent faktisk føle noget, virkelig virkelig føle noget igen. Jeg er så uendeligt træt af at være her og jeg kan ikke se nogen lysning. Farvetuscherne på bordet er det eneste, der rent faktisk er mit og ikke hospitalets. Jeg savner min lejlighed, min seng og alt det andet.... jeg savner friheden til at ryge indendøre og muligheden for at høre høj musik på mit anlæg. Hold kæft, hvor vil jeg gerne snart hjem.