Jeg var i Tivoli Friheden i onsdags, sammen med min mor og min søsters to små drenge på henholdsvis 4 og 6 år, og det var.... Jeg er umådeligt glad for de drenge, men hold kæft, hvor var det hårdt. Og da det så endelig var slut, og jeg blev kørt tilbage til psyk (for jer, der ikke har regnet det ud endnu; jeg er indlagt på psyk i Risskov grundet depression), knækkede jeg fuldstændig sammen og brugte aftenen på at græde. Alt, hvad jeg har gået og pakket ind og gemt væk, kom op igen. Og så, midt i det hele, kom jeg i tanke om Århus Pigegarde og alle vores arrangementer i Friheden. Alle koncerterne og opvisningerne, alle øve-aftenerne i APGhuset omme bag Tivoli Friheden, og den følelse, man fik, når man tog uniformen på. Det er over 10 år siden, men jeg kan sgu stadig huske det. På trods af mobning (og den var der MEGET af for mit vedkommende) og alt muligt andet lort, så er jeg faktisk stadig stolt over at have været i den uniform. At jeg har været en del af det fællesskab.