Ligger i på min seng aka madras på gulvet, på mine små overpriced 10 m2. Der er flydende stille baggrundsbuzz indtil det overvældende brøl stiger op fra Arsenal stadium. Det giver et sug i maven at vide at min nabo er ét kæmpemæssigt langhåret mennesketæppe strikket tæt af testosteron, bratwurst og pints, og når det åbner dets mange porer råber det som én stor trevlet mund. Lyden er imponerende, frygtindgydende og awe-inspiring. Det giver aleneheden her på værelset en surrealistisk dimension som på en og samme tid er både behagelig og ubehagelig. Agitationen og ophidselsen, der bærer lyden frem virker påtrængende og absurd, og alligevel på behagelig afstand.
.............

Den surrealistiske, uvirkelige fornemmelse er hos mig her fra tid til anden. Jeg går rundt og kan ikke helt mærke mig selv. Føler mig okay, men hele tiden lige akkurat på kanten til afgrunden.

I fredags var jeg ude og løbe. Som sædvanligt op til Clissold Park, men i stedet for at løbe rundt i parken, løb jeg gennem og ned af Church Street. Her fandt jeg indgangen til Abney Park Cemetery. Sjældent har jeg løbet et mere eventyrligt og fortryllende sted (Amager Fælled er noget helt for sig). Men dette var anderledes. Tætgroet skovbund pakket til med gamle gravsten - overalt irede sten, engle, løver og kors. Fuldstændigt stille og tæt, følte mig som den lille pige i Pans Labyrint. Hvis der er noget sted, hvor en stor guldsmed rent faktisk viser sig at være en minife, så skulle det være her. Eller den mærkelige hornede faun, eller det blinde monster med øjenæbler i hænderne, eller grev Dracula for den slags skyld, de er også karakterer, der kunne poppe ud af det overgroede univers. Jeg kunne være blevet derinde i hundrede år, men jeg havde allerede løbet 4 km, så var godt svedig og risikoen for at blive gennemkold var overhængende, så jeg gik først rundt og knipsede billeder og satte sidenhen over i luntetrav. Fik løbet 10 km før jeg nåede hjem. Min løbetur i morgen går helt klart hertil.