Nu har min kære søster fået en ny diagnose: Borderline. Tidligere var det: posttraumatisk stres. Hvis du spørger mig, vil jeg sige at ingen af dem er rigtige. Føler nu at jeg er bedre til at bedømme disse ting end psykologerne tilsyneladende er. Ja, min søster har nogle problemer - men det er ikke lige de sygdomme. Men hvis hun ikke har sin diagnose får hun jo ingen hjælp? Jeg synes at det er træls - føler at de gør hende mere syg end at hun er og jeg har en mistanke om at hun bruger diagnosen som et skjold - det er ikke min skyld, det er fordi jeg har "borderline/PTSD"! Det er en undskyldning.
Det er sådan set ikke fordi at jeg ikke vil undskylde hende noget, men jeg kender hende, jeg ved hvad problemer hun ikke kan kontrollere, hvad hun ikke tror at hun kan kontrollere, hvad hun ikke gider kontrollere og hvad hun er fuldt ud i stand til. Hun er ikke borderline fordi at hun sagtens kan håndtere negative følelser uden at det altid skal føre til et møgfald eller beskyldninger om at du er djævlen selv. Hun kan godt håndtere og se nuancer. Hvad hun tilgengæld er, er dramatisk og forholdvist impulsiv. Tingene er ALTID værre for hende, end for nogen anden i hele verdenshistorien. Men det er ikke borderline. Desuden er hun ikke engang voldsom impulsiv; hun tænker over tingene, men keder sig og vælger at springe ud i dem. Hun er nysgerrig og flytter hele tiden sine grænser lidt, således at det hun aldrig troede hun ville gøre ender med at blive noget hun forlængst har gjort. Hun har en forkert opfattelse af hvad hun kan og ikke kan og lader den styre hende.

Men borderline? No WAY. Har mødt en nutscase som jeg konkluderede var borderline - ved hende har jeg aldrig tænkt tanken. Det er bare ikke rigtigt.