Nå nu fik vi jo ikke skrevet noget igår, men det er da kun fordi jeg havde travlt med at nyde det gode vejr! Hold op. 18 grader i solen. Det er ikke dårligt! I skyggen var det knap så fantastisk. Det var forholdsvist skyfrit igår, så ville spadsere mig en lille tur. Jeg gik op i skoven hvor der var en helt fortryllende lille lysning. I midten af denne lysning var der en bænk, hvor jeg tænkte at her skulle jeg da sidde.
Knapt havde jeg sat mig, før en fredsommelig følelse bredte sig i mig og en døs lagde sig hen over mig. Ja det var faktisk så lækker en døs, at jeg lagde mig op på bordet på bænken og lynede min jakke op, og lå der og solbadede. Bedst som jeg lå der og lod solens livgivende og foryngende stråler varme mit bryst og min mave op, begyndte jeg at drømme. Jeg drømte om mine venner og om alle de projekter jeg havde gang i. Mens jeg lå og lo og festede med mine venner, gik der en sky for solen og straks blev der hundekoldt igen. Halvt i søvne og halvt vågen viklede jeg min jakke om mig igen. Jeg kan ikke beskrive den fantastiske følelse der så kom da mit ansigt igen ramtes af strålerne fra vor alkærlige sol, og hvordan der atter engang bragtes liv og lykke ind i sindet på mig.

Billederne af mine venner og familie blev meget klarere, jeg følte mig tryg, varm og elsket. Mine mål var klare for mig og godt i gang med at blive udført. Jeg var i et kort øjeblik helt urokkeligt lykkelig. Det var som magi! Så vågnede jeg af min døs igen, og jeg var næsten knust over at være blevet revet væk fra dette fantastiske sted, men så igen, jeg ville nok ikke have haft så meget glæde af det, var jeg i denne tilstand konstant.

Jeg satte mig op, så mig omkring smilede. "Det her er hvad livet handler om" tænkte jeg, "de her små øjeblikke af rendyrket lykke. Hvis der findes en himmel et sted, så er det sådan her det føles."

Og for første gang i jeg ved ikke hvor lang tid var der da fuldstændig ro i hovedet på mig. Jeg var ligeglad med at jeg skulle nå at lave lektier, læse fransk, se fransk tv, huske jeg skulle tale lidt fransk hver dag, lave aftensmad og købe ind til samme. Alt det! Det var bare væk. Der var helt og aldeles fred i knolden på mig og jeg nød det.

Og fra den fred løftede der sig et klarsyn jeg aldrig har oplevet før. Det var som kaskader af billeder, følelser og tanker der strømmede ind over mig og med gåsehud over alt på kroppen kunne jeg ikke lade være med at udstøde et højt "AH" Jeg så. For første gang i umindelige tider så jeg foran mig alting. Alt hvad jeg var, alt hvad jeg havde været og alt hvad jeg ville blive stod helt lysende klart foran mig. Helt afklaret var jeg i alle mine forhold til alle mine medmennesker og jeg var slet ikke i tvivl om hvem jeg skulle samle på, og hvem jeg skulle smide væk.

Magi! Det findes. Eller også var det en midlertidig psykose skabt af et øjebliks solstik. Men én ting sad jeg tilbage med, da hele dette spektakel var ovre. Jeg var lykkelig. Lykkeligere end nogensinde før.

Jakob Arndal
- En Globetrotters Dagbog