Jeg har drejet nøglen for sidste gang. Givet dækkene det sidste spark. Jeg har sagt farvel til Guldkareten. Min trofaste gamle guld farvede fiat er flyttet hjemmefra.

Bilen har fulgt mig gennem det halve af mit voksenliv. Den har hørt mig juble af glæde og tude af afmagt. Jeg har set det meste af Danmark sammen med den bil. Det var i den jeg kørte min elskede hund afsted den dag hun var var blevet så gammel at det ikke mere var rimeligt at lade hende leve. Det var den der var tæt pakket med flyttekasser da jeg flyttede sammen med min kæreste. I den kørte jeg min nyfødte søn hjem fra sygehuset.

Jeg har set smukke steder og grimme steder, fået p-bøder og en enkelt fartbøde. Jeg har holdt ude på "Peter Tyndskids" mark uden at ane hvor jeg var, fordi jeg også rent mentalt var blevet væk fra mig selv og derfor heller ikke formåede at køre i den rigtige retning. En enkelt gang er jeg også blevet væk fra bilen efter at have parkeret den på en sidevej jeg havde glemt hvad hed.

Det har kostet mig mange penge siden jeg engang i fordums tid købte bilen. Både i indkøb, forsikring og reparationer. Jeg er stolt over at vide at jeg selv har tjent alle de penge den har kostet. Det har givet mig en følelse af frihed at vide at jeg bare kunne køre ud i det blå når jeg havde lyst. Det har givet mig tryghed at vide at jeg kunne slippe væk hvis jeg fik brug for det.

På et tidspunkt blev den alligevel lige rigelig dyr i reparationer. Så var det jeg satte en annonce på netdating: "millionær eller mekaniker søges", var overskriften. Sådan mødte jeg min kæreste - han har repareret Guldkareten lige siden. Jeg plejer at sige til ham at det er grunden til at jeg bor sammen med ham. Hvis han tror det er fordi jeg godt kan lide ham, må han tro om igen. Det er ikke helt sandt - jeg er faktisk rigtig glad for ham!

Egentlig havde jeg troet at jeg skulle køre rundt i Guldkareten til den en dag blev så gammel at den skulle skrottes. Erkendelsen af at jeg nu er blevet småborgerlig nok til en stationscar gør at vores veje må skilles.

Guldkareten har fået nyt hjem hos en dame i Sønderjylland som er god mod børn og dyr - og forhåbentlig også gamle guldkareter.

Jeg græd lidt da hun kørte af sted med mit liv - øh jeg mener med min gode gamle bil, men dybt inde i sjælen kan jeg mærke at alt er som det skal være.

Min lille søn ligger og smiler glad i sin kravlegård, der er plads til hans barnevogn i den stationscar som min kæreste har sat i stand. Der er også plads til min nye hund. Tror også at den kan rumme flere børn hvis det en dag skulle blive aktuelt.

En æra er slut. En ny er allerede begyndt......