Hey dagbog, Jeg sad og snakkede med en pige fra norge igår(tror jeg nok hun er)..jeg var blevet forfremmet til officer i guilden(så nu kan jeg skrive i O chat igen)..anyway, vi sad og snakkede om livet..om kærligheden..Hun sagde det gammel kendte, næsten floskel befængte vers om..at hvordan kunne hun forvente at nogen elskede hende, når hun ikke elskede sig selv..det store problem med den idee er bare, at jeg ikke ser verden med hendes øjne..det er der ingen der gør, kun hende selv..og imens man render rundt med et skævt syn på sig selv, kan andre rende rundt med andre syn. Denne floskel fra før, er lidt som at sige, at tror du blot nok på dig selv, så kan du hugge hovedet af dig selv og overleve..når du så ikke gør det..så troede du bare ikke nok..begrundelsen for mange religioner..tro nok og du kommer i himlen..desværre..du troede så ikke nok...sludder.

Så jeg sagde det til hende, at hvis det ikke var fordi hun var så langt væk..så ville jeg da ha forsøgt at vinde hendes hjerte..uanset hendes egen tro på sig selv...folk kan tro de er ubetydelige, de kan være deprimerede..men, jeg hygger mig stadig i det selskab der ejer bare den mindste humanisme..jeg har tænkt over, hvilke gode minder jeg har, som var de bedste...jeg ved det ikke helt..og nogle kan jeg ikke skrive..men jeg elsker stadig den film jeg så med en speciel person..på sofaen...

Begravelsen er idag..farewell. - så er der komfiermation (om nogle måneder)..jeg har ikke tænkt mig at komme i kirken..jeg bryder mig ikke om folkekirken..med en bibel der er en redigeret bog, et udpluk der ikke er lavet af gud..men af datidens præster...så jeg støder først til selskabet bagefter.