Ja, stilheden... Den ligger som en mørk og tung sky i mit hjem, Uanset hvor højt volumen på tvet står, uanset hvor højt musikken spiller, er der bare en total stilhed... Lyden af de små tappende poter, den lille slurpen ved vandskålen, den lille tyggende knasen ved madskålen, den ene ende af sofaen der er tom, kurven der er tom... Ved videnskaben det er svært nu, jeg græder ikke mere selv om det kan knibe til. Som når jeg er ude og gå en tur, og mindes på hvad vi har gjort mens vi har været ude... Minder der langsomt kryber ind som man ellers tog for givet.

Var hjemme hos min bror igår, det hjalp at komme lidt hjemmefra et par timer. Men idet når man sætter nøglen i dørren og man får den lille glæde over at komme hjem til sin hund... Men tristheden krøb langsomt op igen da man husker at hunden bare ikke er der mere...

Tænk at så et lille dyr kan have haft en så stor plads... Jeg savner ham, savner når han puttede op af en, når man lagde sig ned i sofaen og han kravlede op og puttede sig på maven...

Suk :/ Snart arbejdstid, og jeg gider det virkelig ikke...

Håber at I andre får en god dag i det mindste... Sov godtt og alt det gøgl.