Jeg er lige kommet hjem fra et arrangement, der viste sig at være ret anstrengende.
Der findes simpelthen nogle emsige kvinder, der taler hele tiden og aldrig lytter og som konstant overskrider eens grænser.....og sådan har jeg været i alt for nær kontakt med hele dagen, gud bedre det, og jeg kan glæde mig til at gentage det i morgen.
Jeg kender hende kun overfladisk - selvom, hvem ved, måske er what-you-see-is-what-you-get gældende her - jeg har mødt hende en enkelt gang før og da lagde jeg da godt mærke til at hun har meget svært ved at sætte et punktum.
Igår skulle jeg ringe til hende for at aftale lidt nærmere omkring det idag og imorgen, og hun snakkede som et vandfald.
Som 2 vandfald.
Hun kan finde på at stille en et spørgsmål og afbryde når man svarer på det.
Helt forvirret og rundt på gulvet og blottet for situationsfornemmelse.
Det lykkedes mig at holde lav profil, vi skal som nævnt samarbejde i morgen igen.
Meeen, som det dog dræner mig for energi....

Nå, i min postkasse lå der selvfølgelig et uforståeligt brev fra fra et afbetalings-firma.
Jeg ringede til en teenager+, der startede og sluttede alle sine sætninger med at nævne mit fornavn, og det gør mig altid ekstra vanvittig gnaven.
Gennem mange, mange års dyrkøbt erfaring ved jeg at det overhovedet ikke kan betale sig at hidse sig op.
Det er bare så svært at lade være.

Crash Test Dummies siger :
"I try to mediate, control my hate just like I know I should
but I can't help myself, I keep it up because it feels so good"

Jeg gav fingeren til min kontorstol et par gange under samtalen og gemte siden brevet, selvom jeg fik at vide jeg bare skulle smide det ud.
No way, det er jo beviser når vi ender i byretten.