Sidder her i A's sofa.
Fjernsynet kører nogle nyheder lige nu, engang i mellem zapper jeg kanaler og ellers lurer kedsomheden.....

A er et eller andet ubestemmeligt sted henne og lur mig, om ikke han har en lille kæp i øret.
Endnu en fra den gamle omgangskreds er blevet begravet i dag.
Der dør et par stykker hver sommer efterhånden.

En gang i mellem kan jeg blive helt desparat over tanken om døden.
Både andres og min egen.
I nogle perioder tænker jeg virkelig tit på det.
De fleste af dødsfaldene har været efter længere tids sygdom, så udtrykket "at få fred" har givet lidt mening, men det er selve princippet i at vi skal væk og herfra, der er så hårdt.
Rent logisk er vi selvfølgelig nødt til at dø så der bliver plads til de nye.
Vi skal allesammen dø uanset hvad.
Men hvad nu hvis man ikke føler sig klar til det?
Jeg håber virkelig at der er indbygget en slags nær-døds hvad hedder de
ferromoner amfetaminer nej det hedder de ikke, de der lykkedimser DOPAMINER
i hjernen, der kan oversvømme al angst når det uundgåelige indtræffer.
Man kan jo ikke rigtig snakke med nogen der har prøvet at dø.
Det er så definitivt.