Livet er en rejse
Salomon
9 år siden
Messingmænd og mirakelkur...
Marlene Gran...
12 år siden
13/07/2016: UFO
Cecilie Revs...
8 år siden
Har leget lidt med comput...
Poul Brasch ...
11 år siden
folkeskolegensynsfest
Peter
11 år siden
Velkommen, efterår!
Josephine Lø...
10 år siden
Det dér med dyr...
Michala Esch...
10 år siden
Juleferie :)
Michala Esch...
15 år siden
Vælg ikke tigeren, Martin
Olivia Birch...
9 år siden
Åh den vrede, den vrede!
Bastian
12 år siden
Kaos, vrede og kærlighed
Line Ley Jen...
4 år siden
Lad Mig Lige Stikke Hoved...
Kianna Kitte...
2 år siden
Bryllup1 - Og så så man l...
Sylvia Ebbes...
11 år siden
Lidt jul og juleferie
Michala Esch...
16 år siden
En sludder, hvis du kan l...
Racuelle Hei...
9 år siden
Den søde.
Ruth Christe...
8 år siden
Dybbøl gartnerhjem
Martin Micha...
5 år siden
Alice, we are not in Wond...
Tine Sønder ...
12 år siden
Еnke
Halina Abram...
7 år siden
Måske læsedag
David Hansen...
10 måneder, 11 dage siden
Tankemylder og dagene der...
David Hansen...
8 måneder, 11 dage siden
Sommer
Hanna Fink (...
10 år siden
Livets Tankespind
Caby
9 år siden
En dagdog?
Kellany Bram...
11 år siden
Hyggedag
Josephine Lø...
10 år siden
The last soppetur
Olivia Birch...
9 år siden
Pensionisten
Hanna Fink (...
9 år siden
13 dag på fyldepennen. Er...
Gaffa Brandt
11 år siden
Diabetes er lig med øjenl...
David Hansen...
9 måneder, 4 dage siden
Hvis jeg var en fisk ...
Halina Abram...
7 år siden
Forfald
Hanna Fink (...
12 år siden
Min søster og jeg er på vej ned for at handle sammen med min lille nevø på 6 år. Min søsters mand er meget syg og er terminal. Vi snakker meget om det, og jeg er så ked af det på min søsters, og hendes børns vegne. Jeg ved at han skal dø og måske inden længe, men alligevel er det som jeg fortrænger det. Jeg håber inderligt der snart vil ske noget glædeligt, en positiv nyhed for os for jeg kan mærke at jeg er fyldt af sorger og bekymringer og allermest har jeg lyst til at græde.
Da vi er halvvejs ved købmanden, ser vi en kvinde gå ved vejen. Hun er ude af sig selv, og jeg siger til min søster, at hun skal stoppe bilen. Jeg går ud til den unge kvinde, og prøver at få hende til, at falde til ro. Spørger hende hvad der er sket og hun råber, at hendes kæreste har hængt sig selv i garagen. Jeg må lige sunde mig. Jeg synes hun lugter lidt af øl, og mine tanker er først, at denne unge kvinde forestiller sig noget som ikke er sket. Jeg beroliger hende og siger, at jeg kontakter politiet med det samme. Jeg er lidt febrilsk og ringer først forkert. Jeg hammer på naboens vindue, men ingen svarer. Jeg ringer nu 112, og fortæller hvad den unge kvinde fortæller mig. Han siger, at der allerede er tilkaldt en ambulance til den adresse. Til min store skræk går det op for mig, at dette kunne være sandt! Jeg er ved at gå i panik kan jeg mærke. Jeg spørger politiet, om hvad jeg skal gøre? Om jeg skal gå derind? Han svarer det bliver du nød til! Du må se om han er i live. Mit hjerte banker hårdt, og jeg går forrest med kvinden bag ved mig, hen mod den lille brune garagedør. Jeg har stadig politiet i telefonen. Jeg åbner døren forsigtigt op for, at se om jeg kan danne mig et billede af hvor i garagen han er. Jeg ser ham med det samme. Han er lige i mit synsfelt. Kvinden løber derhen og jeg efter. Jeg ser med det samme, at han er helt hvid i hovedet samt resten af kroppen. Jeg er sikker på, at han er død. Jeg siger til politiet, at det er for sent, og spørger ham om vi skal få ham ud af rebet? Han svarer at hvis vi kan, må vi godt. Jeg afslutter samtalen, og begynder at lede efter en saks eller noget der kan skære. Kvinden står og rykker i rebet, og jeg kan ikke finde noget, at få rebet skåret over med. Jeg er panisk. Jeg går hen til dem. Manden sidder faktisk nærmest ned på cementgulvet med rebet bundet godt fast om halsen. Måske har hun allerede været derinde engang. jeg forestiller mig, at han har hængt oppe. Pludselig får hun rebet løs, så ham falder ned på gulvet. Han rammer mit ben, og ligger nu lige på ryggen på den kolde cement gulv. Rebet løsner sig om halsen, og nu kommer der en masse luft ud af ham. Kvinden råber, han er i live, og siger vi må gøre noget. Jeg siger hun skal give ham kunstigt åndedræt, og jeg prøver at huske hvordan jeg måler ud til hjertemassage. Jeg trykker nogle gange, men vi stopper det hurtigt igen. Manden er død der er ikke noget at gøre. Kvinden er meget ulykkelig, og jeg ved ikke hvad ben jeg skal stå på. Heldigvis kommer der assistance. Min søster er kørt efter hjælp, og sender en anden person ud til mig. Hun kommer ind og jeg føler en lettelse. Hun bevarer roen, og konstaterer også at han er død. Jeg går ud et øjeblik. Udenfor står min søster. Jeg løber hen til hende. Jeg er hvid i hovedet. Jeg råber, at jeg ikke kan trøste hende og, at jeg ikke kan gå derind igen. Men kort tid efter løber jeg derind igen. Så kommer mandens forældre. Hans far er bleg i ansigtet, løber derind, og ud igen for, at spørge om der er nogen der kan førstehjælp. Jeg fortæller, at vi allerede har prøvet men, at der ikke er noget at gøre. Det hele føles underligt, som om det er en film. Langt om længe kommer ambulancen samt en politimand. De beder os om, at gå ud fra garagen. Jeg følger efter kvinden ind i huset som han bor i. Jeg opfordrer hende til, at ringe til nogle af hendes pårørende, og bliver omkring hende hele tiden. Da vi senere står udenfor, kommer en af Falck mændene og fortæller, at han er død, og at vi ikke kunne have gjort noget anderledes. Deres vurdering var, at han var død hurtigt, og inden vi kom. Politiet tog over, og min mand kom hjem fra arbejde, for at støtte mig og tage mig med hjem. En barsk oplevelse som er svært at slippe.

Skriv kommentar

Dagbogsindlægget en dag jeg aldrig glemmer... er publiceret 14/04-2010 10:14 af himmelblaa35.

Log på for at skrive en kommentar til denne dagbog. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.