Kære bedstemor.
I dag sov du stille ind. Jeg har skrevet noget til dig som jeg vil læse op for dig til din begravelse.
I Torsdags da jeg sad ved dit sengeleje, og så hvor meget du kæmpede, var jeg klar over at du var på vej væk fra os.
Du var meget langt væk, men trods dette, er jeg sikker på, at du mærkede, at vi var ved din side, og holdte din hånd. Du virkede ikke bange og urolig, men der var nærmere noget fredfyldt over dig, som du lagde der. Det var meget svært, at køre fra dig den dag. Frygten for, at det var sidste gang vi skulle være sammen. Fredag morgen sov du stille ind.

Det er med blandede følelser, at jeg står her i dag, og siger dig disse ord. En følelse som er utrolig sørgelig og hjerteskærende, til at være bevægende smuk og mindelig. Når jeg bruger ordet sørgelig og hjerteskærende, er det selvfølgelig fordi, at du ikke mere skal være iblandt os. At vi ikke mere skal besøge dig, give dig det vanlige knus, røre dine bløde hænder, og undvære de mange gode fortællinger, og dit positive og lyse indgangsvinkel til livet. Derimod følelsen af, at være bevægende smuk, og mindeligt ja så er det fordi kære bedstemor, at du altid har haft et stort plads i mit hjerte. Vi har ofte talt om dig med stor respekt og stolthed. Samtidig med har du været et slags forbillede for os. Med dette mener jeg, at du har haft en fantastisk evne til, at mestre tilværelsen, trods sorger og bekymringer i dit lange liv. Du har overlevet to mænd og en datter, hvilket har været en stor sorg for dig, Trods dette har du formået, at leve videre med et lyst og positivt syn på livet. Her mener jeg at din tro har spillet en stor rolle. Du var et menneske, som var stærk i troen, og jeg husker, at i den tid du boede på kirkebakken, besøgte kirken med stor glæde. Det gjorde du til den dag din ryg sagde stop, og du måtte opgive, at gå det lille stykke til kirken. Jeg husker at du fortalte mig, at en dame spydigt havde stillet dig det spørgsmål, om du virkelig troede du kom i himmerige fordi du gik i kirken? til dette svarede du "jeg håber ikke at det er den eneste årsag til at komme i himmerige, for så ville du blive ensom deroppe, da der i disse tider ikke var mange i kirken. Ja humor har du altid haft.

Kære bedstemor. Du har haft et langt og godt liv. 96 år blev det til. Når vi spurgte dig om du havde det godt, svarede du ofte, at alt var ved det gamle, og at du ikke følte dig som en gammel dame. Du var altid en fornøjelse at besøge, og vi har altid følt os hjertelig velkommen hos dig. Kære bedstemor vi elsker dig, du vil altid være i vores hjerte. Ære være dit minde.