Jeg havde fødselsdag i går, fyldte 25, og hold op hvor havde jeg det dårligt. Folk ønskede mig tillykke, men jeg havde lyst til at skrige af dem, at de skulle lade mig være i fred. Slukkede min mobil, for jeg kunne ikke overskue, den sentimentale fødselsdagsopringning fra min farmor "og jeg husker stadig da din far ringede fra hospitalet...". Misforstå mig ikke, jeg elsker min farmor over alt på jorden, men jeg var bange for at komme til at vrisse af hende.

Jeg havde det så dårligt, at jeg ikke turde være alene, men jeg orkede ikke at skulle have en samtale om hvordan jeg havde det, så jeg satte mig bare op i fællesstuen og så TV. Der oppe blev der selvfølgelig snakket at for meget og jeg fik kvalme af de totalt latterlige programmer, men det var bedre end at være alene.

En af pædagogerne spurgte om jeg havde det skidt, men hun mente rent fysisk, hvilket bare gjorde mig endnu mere trist. Hun spurgte om jeg ville have et glas vand, jeg rystede på hovedet, kunne ikke sige noget uden at begynde at græde. Aller helst ville jeg have et knus, men det får jeg ikke, for der står i mine papirer, at jeg har berøringsangst, hvilket under normale omstændigheder er korrekt.

Gik ned til mig selv, snuppede 1/2 Alopam og græd mig i søvn.

Det var først her til morgen det gik op for mig hvor egoistisk det var af mig at ødelægge stemningen for de andre mens de prøvede at hygge sig med fredagsslik og TV