Det er lille juleaftens dag. Jeg skal på job om lidt. Jeg er trist....
Ved ikke hvad der er galt. Jeg glæder mig til at se familien. Helt vildt faktisk... men jeg er også lidt bange for, hvordan det kommer til at gå. Eller noget.

Jeg keder mig jo. Det er det, der er galt. Glæder mig til min rejse, men jeg keder mig. Og jeg får kraftig trykken for brystet ved tanken om at livet ikke skal være andet end dette i fucking fulde 60 år endnu.

For et år siden var jeg til julefrokoster hos mine forældres venner i juledagene. Utroligt hyggeligt. I år skal jeg det igen. Og intet er sket i mellemtiden. Absolut intet. Jeg laver det samme, jeg arbejder samme sted, jeg går i samme tøj, jeg kender de samme mennesker, gentagelse, gentagelse, gentagelse. Jeg kan ikke holde det ud. Et fuldt dejligt år i mit liv har indeholdt absolut intet. Ud over ligegyldige knald, et job og en ultra kort tur til Island.

Min onkel sagde engang om min mors søster. At hun var god til at overleve, men ikke så god til at leve.